fredag den 4. november 2016

Gode ideer til plads, hvor der ikke er meget rum!

Bor du i en (skøn, omend) Københavner-lejlighed som jeg, så kender du alt til pladsmangel. 

Ældre lejligheder har generelt mindre plads til opbevaring, og vi har endda været så heldige at de tidligere ejere udvidede køkkenet - det betød dog også, at soveværelset fik barberet en del kvadratmeter af sig. Og selvom jeg ikke ville være foruden vores skønne køkken, kan jeg godt mærke, at vi mangler plads til opbevaring af mine 1000 dimser og dutter (og jeg synes endda, at jeg begrænser mig!).


Her i weekenden fik vi leveret nye senge, og på trods af mine selvudråbte visuelle egenskaber og algebra-viden (no, just kidding...) passede sengene ikke, hvor vi havde tænkt dem. Den indre handyman i mig gik derfor selvfølgelig i gang med at rive vores ellers 2,36 m. høje skab ned, flytte de gamle senge ud igen og de nye ind, samtidigt med at skulle finde plads til de førnævnte 1000 dimser og nu også alt det, der var i skabet. Puha.

Det lykkedes! Men nu mangler jeg plads. Sådan helt i bund og grund et sted til at kunne ligge en gammel vase eller lign. Og det fik mig til at tænke på, at jeg nok ikke var den eneste, der havde dette (luksus)problem.

Selvfølgelig kan man sætte en kommode op, eller hænge skabe somewhere, men hvis det skal passe til resten af udtrykket og indretningen, kan det godt være, det ikke altid er den bedste og pæneste løsning.

Så, hvordan får man mest ud af pladsen, samtidigt med at finde funktionelle og smarte løsninger? 

Under sengen


Det mest åbenlyse er nok plads, der hvor du alligevel ikke har noget - under sengen! Selv har vi bed-rollers til at opbevare alt fra printer, til malergrej, til håndklæder. Det fungerer. 
Hvis du dog alligevel har lidt cm. to spare på hver side af sengen, er indbyggede skuffer i dit sengestel en mulighed. Ja, det gør selvfølgelig, at sengen bliver mere 'tæt' at se på, omend er det et oplagt sted netop at opbevare sengetøj og lign. Og så synes jeg nu altid, der er en hvis charme over disse senge.




 Indbyggede reoler


Hvis man er ekstra handy(woman), eller hvis man har penge til at købe sig til det, er en customized bogreol også virkelig optimal. Du kan få den til at sno omkring hjørner og i kroge, hvor du normalt ikke ville bruge pladsen. Jeg ville elske at kunne omgive mig med alle de bøger, jeg læser, og kreere et lille hyggehjørne med fed belysning. Eller, du kan bygge den til også at indeholde dit fjernsyn.



 

 

 

Skabe i stedet for kommoder og tv-bord


Noget jeg selv har gået og leget med, og som mange bruger, er skabe med mere end to funktioner. Dette er ikke en ny opfindelse eller ide, men jeg synes alligevel, den skulle med på listen her :) 

Ikeas BESTÅ skabe er altså perfekt til formålet - efter min mening. Jeg tænker selv på at købe nogle stykker og hænge dem op under fjernsynet til både PlayStation, skriveredskaber, dvd'er og deslige! Eller simpelthen at bruge skabene på væggen i stuen, i stedet for en tung kommode, som på nr. 2 billede herunder. De findes jo i et hav af farver og muligheder, så mon ikke der findes lidt til enhver smag?





Siddebænk

En sidste løsning jeg vil fremhæve her, og som jeg selv ville ønske, jeg lige havde plads til at inkorporere, er siddebænken. 
Jeg synes de er så fine, og god til at opbevare bløde tekstiler, men lige så vel gamle ringbind eller hvad man end gemmer på. 
Smid et lækkert skind på, sammen med nogle flotte puder, og du har dig en hyggelig lille oase - hvori hele din garderobe næsten kan ligge!


   


Jeg håber det kunne give lidt inspiration. Hvis i selv har gode ideer, vil jeg mægtig gerne høre om dem i kommentarfeltet :) Jeg søger altid ny inspiration!


Until next time, 
Nina.

1 kommentar: