fredag den 14. oktober 2016

Guilty pleasures: Serier vi hader at elske

Her i 2010’erne er vi blevet velsignet med flere kvalitetsserier end nogensinde før, og titler som Game of Thrones, House of Cards og Stranger Things har ikke bare nydt godt af en regn af anerkendte priser, men disse har også umådeligt store og aktive fangrupper.
But let’s face it – af og til falder man også over en serie, der ikke hører til i superligaen, men alligevel bare fanger. De der serier vi følger troligt med i, men helst ikke vil indrømme, at vi venter utålmodigt på nye sæsoner af. Her finder I syv bud på vaskeægte guilty serie-pleasures.


The 100
2014- 

Man ved det bare allerede ved beskrivelsen af serien på Netflix: "Et århundrede efter en atomkatastrofe på Jorden sendes 100 beboere fra en rumstation ned på planeten for at se, om den er blevet beboelig". The 100 rammer bare en helt særlig genre, der i sig selv er lidt guilty: postapokalyptisk sci-fi. Endvidere består disse 100 beboere fra rumstation af kriminelle unge under 18 år, så oveni hatten har vi at gøre med en overvejende ungdomsserie, der gør den lidt guilty for alle der er sluppet gennem de første 20 år af livet. Men skal jeg nu være ærlig, så åd jeg samtlige afsnit af The 100 tilgængelig på dansk Netflix hurtigere end jeg egentlig vil stå ved. Selv om der var flere karakterer jeg ikke kunne holde ud i de første par afsnit, så voksede de bare på mig med tiden, og det viste sig, at Jorden er et uhyre spændende miljø 100 år efter en atomkrig. Manuskriptforfatterne er virkelig opfindsomme, og som seer kan man sjældent forudsige, hvad der vil ske. Det er vitterligt kun fantasien, der sætter grænser, da planeten rummer langt mere end nogle muterede og misdannede dyr – og så holder jeg meget af seriens strejf af Fluernes herre. Udforskningen af dette ukendte rum er overraskende spændende og det viser sig at være et imponerende godt persongalleri. Dog kan The 100 ikke løbe fra at være et postapokalyptiske ungdomsdrama om at gøre oprør mod voksne autoriteter på ukendt grund, hvorfor den er og bliver guilty. 


(The 100 Trailer, youtube.com)

Terra Nova

2011

Også i dette fiktionsunivers har menneskeheden formået at gøre sin hjemplanet ubeboelig, men løsningen er dog en lidt anden. Fysikere har formået et bøje tid og rum (jep, den er god nok) og har skabt en portal til en fjern, fjern fortid på Jorden – nærmere bestemt da dinosaurer endnu huserede planeten. Her startes kolonien Terra Nova, hvor vores hovedpersoner, en kernefamilie på fem, efter meget drama og udbrydning fra fængsel ender op. Det fremgår meget tydeligt i hele seriens stil, at Steven Spielberg har været inde over, og den sukkersøde familieidyl er til tider så dominerende, at seeren er lige ved at få huller i tænderne. Men Spielberg er egentlig også grunden til, at jeg alligevel blev ved med at se Terra Nova. Serien formår nemlig at fange en del af stemningen fra Jurassic Park-filmene, der ligger i toppen over mine guilty pleasures inden for film. Så selv om serien til tider bliver lidt for Hollywood-amerikansk til min smag med platte fortid/fremtid jokes og dårligt børneskuespil, så redder dinosaurer altså bare meget! 
Der er kun enkelt sæson af serien og ikke planer om flere på vej – så de fleste lader til at have fundet den mere guilty end pleasure. 


(Terra Nova Trailer, youtube.com)

Supernatural
2005-

Der er så meget jeg elsker ved Supernatural, at det egentlig gør lidt ondt at smide den på listen over guilty pleasures. Dog trøster det mig, at serien selv er bevidst om sin egen rolle som værende lidt langt ude – og dette meta-lag i serien er blot én af de mange grunde til at elske Supernatural. Kort fortalt handler serien om brødrene Dean og Sam, der viderefører familietraditionen med at jage og dræbe diverse overnaturlige væsner. Denne jagt bringer dem dog ud i noget langt større end blot husspøgelser og livlige poltergejster.
Der bliver brugt mange cheesy elementer og klicheer i serien, så man umiddelbart fristes til bare at stemple den som en b-serie, hvilket gør, at den havner i guilty-kategorien. Men Supernatural formår at hæve sig over dette ved et nøje udtænkt manuskript og nogle empatiske, morsomme og skræmmende karakterer. Vi har været på spøgelses- og dæmonjagt med Dean og Sam i over 10 år – og det er bestemt ikke uden grund, at vi stadigvæk følger med. 


(Supernatural – Season 1 Trailer, youtube.com)

Orphan Black
2013-

Denne canadiske serie er en skør størrelse. Den handler om en ung kvinde, Sarah, der finder ud af, at der findes andre kvinder, der ser ud nøjagtig som hende – det viser sig, at de er en del af et slags kloneksperiment og flere af klonerne slår sig sammen for at komme til bunds i sagen. Serien er som sådan ikke dårlig og hatten af for Tatiana Maslany, der spiller alle disse vidt forskellige klonudgaver. Der er bare et eller andet ved Orphan Black, der virker ... dumt. Om det er selve klonkonceptet eller klichékarakterne som den homoseksuelle og skabagtige bedste ven/plejebror og de forskellige stereotyper som klonerne hver især er; ja, det ved jeg ikke helt med sikkerhed. Det er formodentlig en blanding. Et koncept som kloner og videnskabsmænd med tvivlsomt moralsk og etisk kompas kan man egentlig godt slippe helskindet fra (jeg sværger allerede til HBO's Westworld!), men man kan sørme også falde igennem. Orphan Black falder (desværre) lidt igennem med sine karikerede stereotyper, men ender til gengæld som en ganske anstændig guilty pleasure; for jeg ser jo videre! Som det også ses i f.eks. Lost, så er man ved at dø af nysgerrighed over, hvordan det hele faktisk hænger sammen. 


(ORPHAN BLACK Trailer – New BBC AMERICA Original Series March 30, youtube.com)

The Shannara Chronicles
2016-

Åh, for katten, hvor er mit forhold til The Shannara Chronicles ambivalent. Som der kan læses nærmere om i min anmeldelse af serien, så er der simpelthen så meget potentiale i selve universet, men samtidig er der bare så meget galt med alt fra kostumer til replikker. I denne serie har vi fornøjelsen af et miljø, der involverer elvere, magi og et sort/hvidt billede på godt og ondt ala Ringenes Herre. Vores hovedperson er en ung og smuk elverinde, der er forudbestemt til at gøre en ende på den lurende ondskab, hvilket fører hende ud på lidt af et eventyr med sine to jævnaldrende rejseledsagere. 
For en type som undertegnede, hvis hjerte banker for fantasy, så bliver en serie som The Shannara Chronicles ædt råt – på trods af diverse mangler og skavanker. Modet til også at hive fat i karakterernes seksualitet giver bestemt også plus point, men opvejer ikke den guiltyness, der er i at nyde serien i så høj grad som jeg gør. 


(The Shannara Chronicles Season 1: Trailer (HD), youtube.com)

Teen Wolf
2011-

Der er bare et eller andet med serier, der har sit omdrejningspunkt i teenageres overnaturlige liv. Der er så meget, der er virkelig kikset ved Teen Wolf: denne her akavede teenager, der bliver bidt af en varulve og herefter bruger sin nyerhvervede varulvekræfter til at blive en helt på skolens lacrosse-hold – come on. Men alligevel er der et eller andet ved serien, der er dragende som jeg mistænker for primært at være baseret på udforskningen af dette overnaturlige univers. For som serien fortsætter bliver dette mere og mere omfattende, men får alligevel ikke smidt sin kiksede vibe af sig – altså helt ærligt, har I set ham, når han er varulv? 


(Teen Wolf Season 1 Trailer, youtube.com)

Zoo

2015-

Det var egentlig min søster, der gjorde mig opmærksom på denne lille guilty perle. For hende er sådanne serier her dog ikke guilty, hun står gerne ved at se serier som Zoo, der er af lidt tvivlsom kvalitet. I denne CBS-serie har en genetisk mutation fundet sted i dyr og breder sig som en steppebrand, hvor dyrene bliver enormt aggressive – og brutalt angriber mennesker. Vi følger nogle videnskabsmænd, der forsøger at opklare, hvad i alverden der foregår og hvorfor. 
Serien er baseret på bogen af samme navn af James Patterson, og jeg kan forestille mig, at fortællingen kan slippe af sted med sit plot i bogform. Men som serie ... Det er bestemt glimrende underholdning, men det er med et smil på læben og en tilbageholdt latter gennem de to sæsoner, der hidtil er produceret. De her aggressive dyr er bare useriøse og selv om skuespillerne sikkert er talentfulde nok, så er karakterne ikke helt overbevisende. Man føler sjældent deres frygt for de her dyr. Ikke desto mindre så er Zoo det oplagte valg til en dag, hvor du har tømmermænd eller er syg – det er nemlig en god serie til svækket krop og sind. 

(Zoo 2015 Trailer, youtube.com)






  

1 kommentar: