torsdag den 15. september 2016

Magi forbudt for børn: anmeldelse af The Magicians


Da jeg skulle til at begynde på The Magicians var jeg spændt og havde forholdsvis høje forventninger til serien, hvorfor den også fik plads på listen over sommerens spændende serie-premierer. Fra jeg læste om den første gang, var jeg nemlig slet ikke i tvivl om, at her var god chance for en serie som jeg ville æde råt – hvis den vel at mærke havde et velskrevet manuskript, der er alfa og omega for genren. Ellers havner serien nemlig let i kikset-og-ubevidst-morsom-afdelingen, hvor The Shannara Chronicles var lige ved at finde plads. Men hvor endte det så med The Magicians? Jeg har set første sæson, der er tilgængelig på HBO Nordic.





Jeg blev hurtigt stor fan af selve universet, som vi træder ind i med The Magicians. Eller nærmere universerne. Serien udfordrer forståelsen af tid og rum, og i løbet af sæsonen gives blot et beskedent indblik i de mange verdener og universer, der er en del af serien. Vi beskæftiger os primært med vores egen velkendte verden på Jorden, magiker-skolen Brakebills College og ikke mindst et Narnia-lignende sted, Fillory.
Vores protagonist, Quentin, optages på Brakebills og en helt ny og forunderlig verden åbner sig for ham. Hans barndomsveninde, Julia, kommer ligeledes til optagelse på skolen, men ender med et afslag – hun nægter dog at give slip på den magiske verden, og hun søger derfor underground-fællesskaber og stifter bekendtskaber med nogle typer af tvivlsom karakter. Som en hver god fantasy-fortælling, så er der selvfølgelig også en skurk over alle skurke, der ønsker at komme vores netop introducerede magiske verden til livs, der har det mystificerende navn Beast.

Kort sagt, så er der masser af gode elementer i spil til en sand fantasy-fanfare af en serie. Jeg er pjattet med fiktionsuniverser, hvor alt kan ske, fordi vi befinder os uden for egne fysiske regler og velkendte rammer. The Magicians er dog langt mere end magiske universer og en magiker-skole, der først lugtede stærkt af Hogwarts. For katten, serien havde mange finurligheder i ærmet. Harry Potter har og vil altid have en særlig plads i mit hjerte, men jeg må ærligt erkende, at jeg ikke forstår denne kasterering af teenagere – når det går helt bananas i bøgerne, så kan en ung hormonramt mand måske snige sig til et kys. Troldmænd og hekse bliver tortureret og myrdet, bedrag og løgne lurer bag hvert et hjørne; men når det kommer til kropsligt begær og teenageres seksuelle nysgerrighed, så er fortællingen stueren som aldrig før. Denne besværgelse (eller forbandelse?) har ikke ramt vores karakterer i The Magicians, hvor gruppesex, sex som dyr og pædofili alt sammen er en del af fortællingen. Dette giver serien en del mere kant og understreger, at uanset hvilket univers vi bevæger os i, så er karakterne blot mennesker med alt, hvad dette måtte indebære. 

Miljøet er altså dragende i serien – men hvad med de karakterer, der befinder sig i universerne? Selv finder jeg desværre hovedpersonen Quentin enormt intetsigende og endda irriterende til tider (hvilket er ærgerligt, når han selv sagt får masser af tid på skærmen). På trods af, at jeg i sandhed kan sætte mig ind i hans tendens til at foretrække en fiktionsverden frem for den virkelige, så fanger han bare aldrig rigtig min sympati. Dette bliver der heldigvis rådet godt bod på med andre vidunderlige karakterer: Både Julia og Alice (der ellers begge til at starte med ikke virkede så lovende) viser sig at være et par målrettede power-women, der på mange måder er vores hovedkarakter overlegen som en slags en vildere Hermione-karakter; Elliot og Margo er med deres dekadente og laid-back attitude det morsomme indslag, der er med til at give serien dette trods alt nede-på-jorden-udtryk, der kan relateres til. De mange andre karakterer er også med til at skabe en spændende serie, idet mange af dem er svære at kategorisere som onde eller gode. Vi befinder os i lutter gråzoner, en virkelig hot tendens inden for serie-verdenen for tiden, hvilket virkelig fungerer i denne genre, der ellers ofte beskæftiger sig med de gode mod de onde. 

De første par afsnit var ganske udmærkede og var med til at danne rammen for fiktions-universet, men da det hele først var foldet ud og fortællingen for alvor kom i spil – se, der blev det rigtig godt! Endda så godt, at C, der ellers blot havde set halvt med fra sidelinjen, måtte nedlægge veto, således at jeg ikke måtte se videre uden ham (en hellig regel, der bør overholdes for at bevare husfreden). Serien blev virkelig fængende og (for det meste) ikke så forudsigelig som jeg havde frygtet. Da sidste afsnit  var slut hungrede jeg efter mere, og det må netop være bevis for, at her er tale om velskrevet, velproduceret og vanedannende serie. Sæson to er gudskelov på vej!

Så er du til fantasy-genren, så kan jeg varmt anbefale The Magicians, der tager dig med på mærkværdige eventyr, der minder om Narnia og Harry Potter – men så sandelig bryder sig løs og finder sin helt egen stil.

Følger du Danske Webchicks på Facebook? Like os og få besked ved nye indlæg på bloggen. 

1 kommentar: