torsdag den 30. juni 2016

Hvad hjertet ved

Hjerteskærende og fantastisk ungdomsroman! 

Jessi Kirby har skrevet en fantastisk ungdomsroman, der skildrer en ung piges liv efter hendes kæreste er død. Om kampen for at genvinde gejsten og genfinde lykken uden ham.


Kender I det - engang i mellem er det bare rart at kunne slå hjernen fra, og læse en god bog, bare for hyggen og afslapningens skyld? Efter en travl periode med eksaminer, var det lige hvad jeg havde brug for. Og det var egentligt mest beregnet som en bog man kunne sidde med en times tid om eftermiddagen, men Hvad hjertet ved var svær at slippe!

Bogen handler om den unge Quinn, hvis liv egentligt går meget godt. Hun har en kæreste, en god familie, og har det godt med sig selv. Men så dør kæresten i en ulykke! Han er organdonor, og Quinns mål er at finde transplantatmodtagerne. Dette lykkes også i alle tilfælde, undtagen ét. Quinn får ikke svar fra modtageren af kærestens hjerte, og Quinn sætter nu alt ind på at finde ham, der har fået et nyt hjerte - et hjerte Quinn kender ud og ind. Man følger Quinns forsøg på at finde transplantatmodtageren, og efter en tids søgen, finder hun ham i en lille by ved havet. Men han er slet ikke som Quinn havde forventet, og hun forelsker sig ligeså stille - men er det i hendes afdøde Trents hjerte, eller er det i den nye fyr Colton?

Man følger op- og nedturene Quinn gennemgår, da hun lærer Colton mere og mere at kende. Quinn kan dog ikke få sig selv til at fortælle ham hendes største hemmelighed - hvorfor hun vil lære ham at kende, og at hun ved besked om hans hjerte.

Undervejs i bogen er der nogle faktuelle begreber og retninger inden for organdonation og transplantationer, hvilket er med til at skabe en helhed i bogen, og at man vil læse videre. Det sætter mange tanker i gang, og hvordan ville man selv have det?

Generelt en fantastisk, velskrevet, informativ og kærlig roman, der varmt kan anbefales som sommerlæsning, da den ikke er længere, end et par ture på stranden (hvis det danske sommervejr tillader det..)

Rigtig god sommer fra bognørden ;-)

1 kommentar: