torsdag den 14. april 2016

At åbne serie-ballet med manér: top 12 titelsekvenser



Man bør ikke dømme en bog ud fra omslaget, men kan man dømme en serie ud fra titelsekvensen? Det ville ikke været helt fair, men jeg kan konstatere, at ligesom vi har fået flere og flere kvalitetsserier i de seneste år (halleluja!), så er titelsekvenserne også blevet mere kunstneriske, abstrakte og stemningssættende. Her må jeg lige fastslå, at med titelsekvens menes der den i hvert afsnit tilbagevendende introduktionsfilm, der på den en eller anden måde sætter rammen for fortællingen og krediterer folkene bag; også kendt som introsekvensen eller opening credits.  

Egentlig ville jeg have lavet en klassisk top 10, men jeg indså hurtigt, at jeg der er for mange fede titelsekvenser derude til, at jeg kunne skære endnu mere ind til benet; derfor præsenterer jeg nu, i al min rebelskhed, i stedet en top 12 over de bedste titelsekvenser i serier.

Det fremgår ud fra listen ganske tydeligt, at jeg ikke er fan af de klassiske titelsekvenser, hvor karaktererne præsenteres sammen med den pågældende skuespiller som det eksempelvis ses i Friends. Tværtimod holder jeg meget af titelsekvenser, der formår at introducere stemningen i serien og få sat de rette følelser i gang hos seeren ved snedig brug af musik såvel som billeder.
Jeg har valgt at lave min top 12 ud fra serier, hvor titelsekvensen reelt består af en intro-video, og ikke bare seriens titel som det eksempelvis ses hos Breaking Bad og Girls.



12. Pretty Little Liars
2010-

Titelsekvensen holdes meget enkel uden for meget hurlumhej, men det er muligvis netop i sin enkelhed, at den opnår sin gode effekt. Der skiftes ikke mellem en masse billeder eller hurtige klip og musikken er også holdt i det simple.
Den pæne enkelhed er det spændende her i titelsekvensen; vi ser en ung kvinde blive gjort i stand, mens den pæne musik spiller i baggrunden. Det viser sig dog snart, at der er tale om et sminket lig, hvilket sangteksten på sin vis supplerer, og under det pæne indtryk gemmer sig altså en knap så køn sandhed. Og er det ikke netop, hvad Pretty Little Liars grundlæggende handler om? Den barske virkelighed bag den smukke og opstillede ydre? 

(ABC Family's Pretty Little Liars - Official Intro (Feat. "Secret" by The Pierces, youtube.com)


11. Twin Peaks
1990-1991

I forhold til Twin Peaks kan det muligvis være svært at gennemskue, hvorfor titelsekvensen har fået plads på denne top 12 – umiddelbart er den bare lang(som) og måske endda på kanten til kedelig.
Det langsomme i titelsekvensen er i dette tilfælde dog det smukke. Hele serien er et langtrukkent narrativt, hvor handlingen bevæger sig nogenlunde lige så langsomt som udviklingen i den lille by, Twin Peaks. Billederne er abstrakte og kan forstås på flere måder: Således kan alle de arbejdende maskiner både forstås som en henvisning til Packard Saw Mill, der er en stor del af seriens miljø, samt en hentydning til mødet mellem natur og industri samt mødet mellem det gamle og det nye – et felt, hvor byen Twin Peaks netop befinder sig. Ligeledes er den lille rødhalsede fugls rolle også blevet diskuteret ivrigt, hvor blandt andet den intertekstuelle reference til David Lynchs film Blue Velvet er blevet bragt på banen.
Mest af alt har Twin Peaks fortjent sin plads på listen, da titelsekvensen har været en milepæl inden for sin genre ved at bryde med den tidligere stil og samtidige sætte tonen for mange af de titelsekvenser vi ser i dag. Det er lækkert og overskudsagtigt med en titelsekvens, der lægger op til analyse og fortolkning i forhold til serien og intertekstuelle referencer, og her har Twin Peaks virkelig været en forgangsserie. 

(Twin Peaks Intro High Quality, youtube.com)


10. Six Feet Under 
2001-2005

Her befinder vi os i et felt, hvor liv og død går hånd i hånd. Der er masser af referencer til (og direkte billeder af) døden, og samtidig også smukke naturskønne billeder. Døden og det smukke kombineres simpelthen i denne titelsekvens; ligesom det døde menneske, der forskønnes med make-up. Musikken forsøger sig med at være behagelig og opløftende, men kan alligevel ikke slippe af med sin kliniske og kolde klang – ligesom familien Fisher selv. Her er tale om en meget smuk titelsekvens, hvor der er plads til det smukke, det døde og alle spørgsmålene herimellem, hvor der vises billeder af den blå himmel som i en søgen efter svar herpå. Seeren er ikke i tvivl om, at her sættes fokus på den allestedsnærværende død, hvilket familien Fisher sagtens kan håndtere; det er måske nærmere livet de stiller spørgsmål til. Six Feet Under har sørget for en titelsekvens, der indbyder til analyse, og det skal de have klap på skulderen for. 

(2001 Six Feet Under (opening Titles), youtube.com)


9. American Horror Story
2011-

Med American Horror Story bevæger vi os over i et noget mere bombastisk udtryk. Som en moderne antologiserie bliver titelsekvensen også ændret fra sæson til sæson for at matche den relevante fortælling. Gennemgående for alle sæsoner er dog musikken. Denne er voldsom og sammen med de mange umiddelbart uforståelige billeder gives der et samlet uhyggelige udtryk, så man som seer kommer i den helt rigtige horror-stemning. De uforståelige billeder er samtidig med til at underbygge den absurditet, der til tider ses i American Horror Story, og som en ekstra lille godte, så kan man som seer få mening ud af flere og flere af titelsekvensens billeder som man bevæger sig fremad i sæsonens episoder.  

(Season 2 - Original Title Sequence / Opening Credits, youtube.com)


8. Desperate Housewives
2004-2012

Hvis der i forvejen var nogen form for tvivl, så slår titelsekvensen fast, at Desperate Housewives er en serie, der primært henvender sig til kvinder. Som vi følger de fire kvindelige hovedkarakterer i serien, så følger vi i titelsekvensen kvinden helt tilbage fra Adam og Eva og frem til det 20. århundrede. Musikken er glad, opløftende med et snert af drama – som overfladen på Wisteria Lane, hvorunder der gemmer sig talrige skelletter. 
Grunden til at titelsekvensen har fundet vej til min liste skyldes dog primært de mange kunsthistoriske referencer, der er flettet ind i: den tyske renæssancemaler Lucas Cranach der Älteres maleri med Adam og Eva; portræt af Ramses II’s hustru Nefertari; Jan Van Eycks ikoniske maleri Arnolfinis bryllup; Grant Woods gotiske værk med mand og kvinde i deres samtidige typiske roller; den sexede pin-up pige; en hilsen fra amerikanske Dick Williams propaganda-plakat fra 1946; Andy Warhols kunstgjorte Campbells’ Soup Cans; Robert Dales pop-art fra 1950’erne. Referencerne er serveret med et twist, men formidler også kvindens mangesidige rolle gennem tiderne. Det er super lækkert klippet sammen, og der er rig mulighed for at få sat gang i analyse-apparatet, hvis man først tager hul på denne titelsekvens’ mange elementer.   

(Desperate Housewives title sequence, youtube.com)


7. Narcos 
2015-

Jeg har før gjort det klart, at Netflix’ Narcos er en serie i topklasse, og dette underbygges i særdeleshed af seriens titelsekvens. De eksotiske rytmer bringer dig på ingen tid til Columbia, og selv om fortællingen har masser af action, så holdes musikken lige så rolig som man ser Escobar i det meste af serien. Billederne består af hurtige klip, hvoraf de fleste i sig selv ikke har en vigtig betydning for Narcos, men samlet set er de med til at få seeren i den helt rigtige stemning og samtidig fortælles seriens omdrejningspunkt. Der er naturligvis pengene, stofferne og smukke kvinder, som gør det klart, at vi befinder os i et lyssky Columbia, og teknologien, både den vi egentlig ser samt den slørende effekt på alle billeder, afslører hurtigt, at handlingen er nogle år tilbage i tiden. Samtidig fastlægges også denne klassiske katten-efter-musen-jagt, når vi eksempelvis har fugleperspektivet (eller nærmere et jægerperspektiv) på de flygtende zebraer. I jagten kan man ikke stole på nogen, da  alle mere eller mindre er mistænkte (se eksempelvis stilbilledet fra flyet, hvor alle passagerer har denne identitetsslørende kasse for øjnene). Og så har Netflix begået den skønne detalje, at de involverer video og billeder af den virkelige Pablo Escobar. Foruden naturligvis at pointere, at serien i høj grad omhandler Escobar, så er det også en krølle på halen i forhold til Netflix’ leg i grænselandet mellem fiktion og fakta. 

(Narcos - Opening Credits - Netflix [HD], youtube.com)


6. The Walking Dead
2010-

Som det er tilfældet med American Horror Story, så ændrer The Walking Dead sin titelsekvens fra sæson til sæson – ikke fordi der er tale om en helt ny historie, men for at følge sæsonens miljø og karakterernes udvikling. Fælles for alle sæsoners titelsekvenser er dog den velkendte musik, der indgyder den helt rette frygt i seeren, hvor man straks kommer op på sin instinktive mærker. Billederne der vises er altid foruroligende og uhyggelige, idet de viser vores verden i en efterladt og postapokalyptisk tilstand, hvor basal overlevelse nu er første prioritet. En lækker og diskret detalje i titelsekvensen er, at selve The Walking Dead-titlen i slutningen forfalder mere og mere for hver sæson. 
Jeg fascineres af, hvorledes AMC formår at skabe denne her uhyggelige stemning, hvor frygten trænger ind under huden på seeren, helt uden at benytte blodige billeder (hvilket der jo ellers er rigeligt af i selve serien), men derimod gennem musik og billeder, der minder os om verden før og døden der lurer nu om hvert et hjørne. Kort sagt: sofistikeret uhygge.

(The Walking Dead Intro, youtube.com)


5. Mad Men
2007-2015

Mad Mens titelsekvens er blevet diskuteret om og om igen i diverse fora og parodieret af flere serier, og her er utvivlsomt tale om noget ganske særligt. Titelsekvensen formår at sætte seeren i den helt rette stemning og tidsånd, i særdeleshed ved brug af musikken, og med billederne vises Dons hverdag: Den lettere kaotiske rutine med smilende damer og sloganer, hvor han dog altid formår at lande solidt på begge fødder og nyde en god cigaret. I sit fald fra kontoret ses der talrige referencer, men grundlæggende kan der aflæses Dons jagt på The American Dream med det lykkelige ægteskab og velopdragne børn, men faktum er blot, at gang på gang kommer sprut og damer i vejen for Dons drøm. Der er masser at tage fat på herudover, hvilket netop er, hvorfor Mad Men fortjener en plads i den høje ende af min top 12: Her er kælet for detaljerne samtidig med, at stemning sættes og hovedkarakter præsenteres på en abstrakt facon.

(Mad Men Opening Credits, youtube.com)


4. True Detective
2014-

For titelsekvenserne tilhørende de (hidtil) to sæsoner af True Detective er nøgleordet stemning! Denne melankolske følelse er ikke til at komme udenom; både musik, de afdæmpede farver (for sæson tos vedkommende den passionerede røde farve i kontrast til den kolde blå), tågen der ligger henover landskabet … Her hersker ingen tvivl om, at vi er ved at træde ind i et dystert miljø, hvor der ikke er nogen good guys: Bemærk ansigterne der kun ses halvt og ellers går i ét med miljøet. Her præsenteres ikke karakterer, her gives ikke nogle klare hints til omdrejningspunkt – billeder såvel som musik er med til at sætte en stemning, der handler om menneskets mørke side. Alt udformes på den mest elegante vis, hvorfor True Detective fremstår som et enormt godt eksempel på stemningsskabende titelsekvenser.

(Season 1: Opening Credits (HBO), youtube.com)

3. Dexter
2006-2013

Titelsekvensen i Showtimes hitserie Dexter er simpelthen et pragteksemplar i forhold til den abstrakte måde at præsentere en karakter på. Vi lægger ud med et nærbillede af en myg og dernæst Dexter, der ud tøven slår blodsugeren ihjel med et højlydt klask – hvilket naturligvis efterlader Dexters helt store passion: blod. Hele Dexters morgenrutine bliver associeret med hans dobbeltliv som seriemorder, hvilket fremmanes gennem ekstreme nærbilleder og masser af blodrød farve. Der skrues op for hver en lyd, der laves i løbet af morgenrutinen, hvilket er med til at skærpe seerens sans for detaljer – netop som Dexter har det i selve serien. Musikken er, ligesom Dexter selv, til den mystiske side og alle effekter er med til at gøre Dexter og hans hverdag creepy.
Det dobbelte lag i noget så enkelt som den daglige morgenrutine er bare lige i øjet, da blod og mord netop er en del af Dexters dagligdag.

  (Dexter | Morning Routine | Michael C. Hall SHOWTIME Series, youtube.com)



2. True Blood
2008-2014

For mit vedkommende var det True Blood, der i sin tid startede min interesse for titelsekvenser og de mange muligheder med dem. For HBO har med True Bloods titelsekvens virkelig skabt noget fantastisk, hvor du får mange indtryk, men samtidig ikke er i tvivl om, hvilken slags følelse og stemning der er i serien. Her serveres både sex, religion, fremmedhad, sydsstats-feeling, dekadence og forfald; alt sammen i en lækker cocktail af blandede, til tider mystiske, billeder, der underbygges med Jace Everetts musik såvel som tekst. I True Blood er grænserne mellem sex og død samt religion og had nemlig flydende, og det bliver de så sandelige også i denne geniale titelsekvens, hvor det hele flyder sammen i ét stærkt udtryk. Wauw!

(True Blood Intro - Higher quality, youtube.com)


1.  Game of Thrones
2011-

Jeg har aldrig lagt skjult på, at jeg mener, at Game of Thrones er en af de absolut fedeste serier hidtil – men de andre serier er ikke blevet forfordelt af den grund, for her taler vi nemlig udelukkende titelsekvenser. Faktum er bare, at Game of Thrones’ titelsekvens lever op til seriens gennemgribende kvalitet og ekstremt høje standard. I titelsekvensen er der ikke fokus på nogen specifikke karakterer, men tværtimod på hele universet og de mange herredømmer, hvilket naturligvis afspejler selve fortælleformen. Dette præsenteres som et 3D-kort, hvor man får det gode overblik som en anden krigsherre, der skal planlægge angreb og forsvar. Byerne står dog ikke stille på kortet, men er i konstant bevægelse ligesom de naturligvis også er i den ”virkelige fiktionsverden”, og med både lyde og illustrationer gøres hvert herredømme karakteristisk og unikt. Her er godter til kenderen og overblikket til nybegynderen. Musikken er i en liga for sig; den giver os denne middelalderlige fornemmelse, men samtidig også den enormt dramatiske side. Og så er den bare enormt catchy!  
Her er tale om en æstetisk smuk titelsekvens, som på samme tid giver overblik over et til tider kringlet miljø og har en karakteristisk melodi, som genkendes af seeren med det samme. Alt i alt en vidunderlig symfoni af en titelsekvens, der er en fornøjelse i hvert eneste afsnit.
Det er ikke for ingenting, at den er fortolket med legoklodser, sunget af en kat og sågar spillet af garden på på Buckingham Palace. Her er tale om usandsynligt godt håndværk, og det belønnes med med en førsteplads. Sådan!

(Game of Thrones "Official" Show Open (HBO), youtube.com)



1 kommentar: