fredag den 12. februar 2016

Kunne du godt bruge lidt pynt på væggene?


Hej alle sammen, og velkommen tilbage!

Denne uge kommer til at handle lidt om "vægpynt" - altså fine måder, hvorpå du kan dekorere dine vægge uden nødvendigvis at betale dyre domme for kunst.

Jeg kommer fra en kunstfamilie. Både mine forældre, moster og onkel, og mormor og morfar har altid gået op i kunst, og min grandonkel var en af Danmarks største kunstsamlere - så jeg har altid være omringet af flotte malerier på væggene eller skulpturer stående i haven og på gulvet. Jeg elsker kunst og specielt det personlige touch man kan give sit hjem med et billede, en figur eller noget helt tredje, simpelthen fordi det 'taler til en'.

I vores hjem finder man derfor også diverse (relativt dyre) kunsttryk - delvis nogle, jeg fik af min grandonkel, da han var i live, men også nogle jeg efterfølgende selv har udvalgt fra hans samling; og de betyder alverden for mig, fordi jeg ser min familie i dem. Men jeg nyder samtidigt også at mixe det mere klassiske udtryk i kunstværker med et moderne indspark.


Herhjemme finder man derfor også Muuto Dots (som I kan genkende fra et par af de tidligere indlæg ;)) og MENUs væghængte POV-stager, der hver findes i et utal af farver, så det passer til netop dit hjem!




Man kan også vælge den mere personlige løsning i form af en billedvæg. Fordelen ved sådan en er muligheden for at sammensætte nyt og gammelt, personligt og "upersonligt", ordinært og anderledes. Prøv f.eks. at blande familiebilleder med fede sort/hvid plakater i forskellige størrelser - eller gerne med gevirer, grene, blade, ure eller platter ind imellem, sådan at der kreeres et spil på væggen. Se blandt andet Bolig Magasinets nyeste indæg omkring netop billede-vægge her.
Det er nok meget individuelt, men hvis man vælger mange forskellige elementer til sin væg, ville jeg nok sørge for at vælge en tynd, fin (og ikke for dominerende) ramme til alle billederne, da det ellers hurtigt kan opstå en ubalance i udtrykket.

Her er nogle billede-vægge, jeg personligt finder charmerende og meget elegante. Det nederste værende en lidt anderledes udgave med billede-hylder (kan fås til billige penge i IKEA).

Lånt herfra denne blog







I vores hjem har vi valgt lidt forskellige løsninger.

I stuen har vi en billede-hylde, hvor jeg jævnligt skifter ud. Denne er super fed at have, fordi man kan skabe så mange forskellige stile og udtryk ved blot at tilføje eller omrokere de elementer, man vil have udstillet. Og så er det et godt sted til (ikke alt for mange) nips :)
Her har jeg mine RC fyrfads-stager, en Lyngby vase med trommestikker i (de er virkelig super fine blomster, der er gule og tørrer ind, så man ikke behøver at vande dem), en guld-ramme jeg klunsede fra storskrald i vores andelsforening med et simpelt A3-papir med påtegnede tern, og to stykker glas med et tørret blad i holdt sammen af nogle House Doctor klips. Ved siden af hænger min DIY lampe, som jeg skrev om i et tidligere indlæg.



I stuen har vi også en billed-væg med LP covers. Det var faktisk et af vores første projekter i hjemmet sammen. Vi har gennem årene haft mange forskellige covers i; i starten var det hele meget farverigt og "spacey", men som vi langsomt bevægede os hen mod den stil, vi har i dag, faldt valgene på mere neutrale og minimalistiske (okay, nogle af dem er ikke så minimalistiske igen, men både Simple Minds, Bach og Trio er da ret simple ;)) covers. Det er fedt at kunne skifte dem ud, og de fleste covers har en historie - hvad enten de er fundet på loppemarkeder i Vig, da vi var på sommerferie i 2013, eller i den nærmeste Røde Kors butik, hvor jeg så dem og tænkte "de passer perfekt til vores hjem!".
Som I kan se, stemmer tonerne godt overens med de farver, vi i forvejen har i hjemmet, så væggen ikke springer én for meget i øjnene.



Man kan også kaste sig ud i arkitektoniske figurer som disse fra Kristina Dam - kan vi lige snakke om hvor fine de er? Eller man kan hoppe med på Bjørn Wiinblad-bølgen med hans retro platter.
Der er selvfølgelig også den mere "natur-tro" løsning med planter i Normann Copenhagens Pocket vægopbevaring, eller DIY vægophæng med garn. 





Der er SÅ mange forskellige fede løsninger og muligheder til at pynte sine vægge uden nødvendigvis at investere i dyr kunst eller kaste sig ud i diverse maler-projekter.
Jeg håber I er blevet inspireret og smid da gerne en kommentar (hvis I gider og har tid) om hvordan I dekorerer væggene, der udgør jeres hjem :)

Until next time,
Nina.


3 kommentarer: