søndag den 21. februar 2016

Identitetssøgende fisk og desillusioneret sangfugl: Biograf-film at glæde sig til i 2016!

Selv om jeg er stor (!) tilhænger af serier, så nyder jeg også en god og velproduceret film, hvor charmen ved det mere lukkede og afsluttende narrativ bestemt ikke er at kimse af (selv om det kan være svært at give slip på et dragende film-univers). Der er heldigvis masser af spændende film at se frem til inden for den nærmeste fremtid, som også finder vej til de danske biografer. Her er ni bud på gode film, der, af forskellige grund, skal ses i løbet af 2016. 
Du kan også læse om, hvorfor 2016 bliver et godt serie-år med fede serier, der starter eller får nye sæsoner i løbet af i år. 








Anomalisa



Anomalisa er animeret, men det skal du bestemt ikke lade dig narre af – her lader til at være tale om en af årets smukkeste film (og her er ellers benhård konkurrence). Filmen indebærer ikke noget vildt ståhej, overnaturlige kræfter eller vanvittige skæbner, men derimod handler den blot om dét at være menneske. At blive ramt af kedsomhed, eksistentielle kriser og forsøge at komme denne til livs. Med en Oscar-nominering og anmeldelser som ”Anomalisa changed my life” (Hitfx), ”It’s one of those rare perfect films” (rogerebert.com) og ”The most human film of the year” (Esquire) er jeg slet ikke i tvivl om, at her er tale om animeret kunst, der bør opleves på det store lærred. 


Premiere 3. marts. 

(ANOMALISA – Trailer (2015) – Paramount Pictures, youtube.com)


Sorgenfri


Danmark hopper med på zombie-bølgen, og her kommer den første danske film om de levende døde. Men kan Danmark overhovedet nærme sig de spektakulære Hollywood-produktioner og populære zombie-serier? Jeg er spændt på at se, om vi får et godt gys og et bud på, hvordan zombie-virus ville efterlade sig blodige spor i Danmark eller om filmen falder til jorden som en wannabe blandt et publikum, der efterhånden har fået nok af kødædende zombier og forstadsfamilier, som overlades til guns, konservesmad og overlevelsesinstinkter. 

Premiere 31. marts. 

(WHAT WE BECOME Trailer (2015) Zombie Horror Film, youtube.com)


Sauls søn


Med Sauls søn bevæger vi os over i en ubehagelig og barsk virkelighed. Nogle vil måske tænke ”Åh gud, endnu en film om kz-lejrer?!”, men at dømme ud fra anmelderne og prisen fra Cannes, så har ungarske László Nemes alligevel noget nyt at tilføje til den lange række af helvedshistorier. Eftersigende bliver man sparet for sentimentalitet og i stedet får rykket fokus over på en velproduceret film og en ugribelig fortid; vores hovedperson, Saul, forsøger at holde døden for døren lidt endnu ved at være en del af en Sonderkommando, der udfører lyssky arbejde (og hvis noget er lyssky arbejde i en kz-lejer, så er det selvsagt virkelig grumt)  ved krematorieovnen i lejren. Her finder Saul en dreng blandt alle ligene og beslutter sig for at tage sig af barnet og give ham en ordentlig begravelse.
Sauls søn har vundet en Golden Globe, er nomineret til en Oscar og har fået nogle overvældende anmeldelser – dette lader simpelthen til at være et mesterværk, der trænger helt ind under huden og bliver hængende længe efter man kommer ud fra biografen. 

Premiere 25. februar.

(Sauls Søn – Dansk trailer 2, youtube.com)



Junglebogen


Historien kender mange formodentlig primært fra Disneys tegnefilm fra 1967, men alligevel er denne nye filmatisering dragende. Om det er min Disney-elskende sjæl, Kong Louies abeskønne kongerige eller Scarlett Johanssons sprøde stemme, der fanger mig må stå uklart, men bare ud fra den virkelig flotte trailer er jeg klar til et par timer i junglen. De mange nyfortolkninger af Disney-klassikere er et spændende projekt, og jeg tror bestemt, at Junglebogen kommer til at trække mange til biografen. 

Premiere 14. april.

 (Junglebogen trailer Dansk, youtube.com)



Marguerite


Marguerite fangede mig allerede ved at foregå i 1920’ernes Paris, og efter at have dykket ned i filmens plot var jeg absolut solgt. Marguerite Dumont er en meget velhavende kvinde, der dyrker sin sang yderst seriøst og ønsker at optræde på en rigtig scene med stort publikum – hendes familie og venner har bare undladt at fortælle hende, at hun er noget nær tonedøv.
Det bliver komisk og hjerteskærende at følge denne kvinde, der har levet i en isoleret boble, hvor hendes mand har ladet hende leve i en illusion. Hvor længe kan han lade hende blive i troen?
En virkelig spændende problemstilling, som var meget aktuel for kvinderne på Marguerites tid – og måske også kan ses som aktuel i dag?
Historien er baseret på Florence Foster Jenkins’ liv, og der kommer faktisk også en amerikansk produktion baseret på denne desillusionerede overklassekvnde med store navne som Meryl Streep og Hugh Grant (Florence Foster Jenkins, premiere 1. Semptember 2016). Personligt foretrækker jeg det franske sprog og filmproduktion, men det bliver interessant at se, hvorledes de to film hver især fortolker sangfuglens liv og udfordringer.

Premiere 28. marts. 

(Marguerite Official Trailer 1 (2015) – Catherine Frot, André Marcon Movie HD, youtube.com)



The Legend of Tarzan


Fortællingen om Tarzan er god, glimrende endda. But let’s face the facts – jeg er ikke ene om at glæde mig til filmen på grund af to timer med en halvnøgen Alexander Skarsgaard. Om filmen i sig selv bliver noget at råbe hurra for må vi vente og se, flot ser den da ud – men Alexander Skarsgaard uden bluse er i hvert fald altid et sikkert hit!

Premiere 7. Juli. 

(The Legend of Tarzan – Official Teaser Trailer [HD], youtube.com)



Find Dory


Find Nemo er og bliver en skøn film, hvor Pixar virkelig har lagt sig i selen for at skabe en fortælling, der underholder både børn og voksne i bedste stil. Heldigvis havde de ikke travlt med skabe en halvhjertet to’er, mens de endnu levede højt på filmens enorme succes. Tværtimod rammer efterfølgeren, Find Dory, biograferne hele 13 år senere! Og jeg tror bestemt, at deres tålmodighed kommer til at betale sig, da både Find Nemo-generationen og helt nye generationer nu melder sig klar til at sætte sig godt til rette i biografsædet og tage med på jagt efter Dorys rødder og identitet i det store ocean.
Det er netop, hvad filmen handler om; at finde Dorys familie, hvilket er lidt af en udfordring med hendes hukommelsesproblemer. Det bliver formodentlig en sød, sjov og charmerende film, men der er sørme store sko at fylde ud. Kan Pixar klare opgaven?

Premiere 25. august.


  
(Find Dory trailer A Dansk tale, youtube.com)



Fantastiske skabninger ... og hvor de findes


Her er en film at glæde sig til for alle Harry Potter-fans. Fantastiske skabninger ... og hvor de findes, eller Fantastic Beasts and Where to Find Them som den originale titel lyder, er en triologi baseret på J.K. Rowlings roman af selvsamme navn. Her bliver man suget tilbage til troldmandsuniverset og følger Newt Scamander, forfatteren til bogen som Harry Potter læser omkring 70 år senere på velkendte Hogwarts. Newt Scamander lever i New Yorks hemmelige troldmands- og hekseverden, hvilket bliver et spændende twist det ellers britisk-fokuserede univers. 
Jeg har ikke læst bogen, men at dømme ud fra Harry Potter-bøgerne, så er der dømt eventyr, fabelagtige væsner og et levende sprog. Filmens instruktør er David Yates, der også står bag de fire sidste film i Harry Potter-serien, hvilket lyder meget lovende. 
Som sagt, så er der tale om en triologi af film, hvor den første i rækken altså rammer biograferne i år.

Premiere 17. november.

 (Fantastic Beasts and Where to Find Them, kino.dk)



Miss Peregrine's Home for Peculiar Children


Der er endnu ikke meget information om filmen Miss Peregrine's Home for Peculiar Children, men i og med, at Tim Burton står bag, så vides det allerede nu, hvilket dystert og mørkt univers vi kommer til at begive os ind i. 
Filmens omdrejningspunkt er teenageren Jacob og hans rejse fra sit hjem i USA til en mystisk ø omkring Wales. Gennem ledetråde havner han i ruinerne fra Miss Peregrines skole, og i de tomme værelser begynder det at gå op for Jacob, at børnene på denne skole var mere usædvanlige end først antaget – og at de måske ikke har forladt de levenedes verden helt endnu.

Premiere 25. december.

(Miss Peregrine's Home for Peculiar Children, foxmovies.com)



1 kommentar: