fredag den 26. februar 2016

DIY Creative Art



Well hello again, bolig-entusiaster!

I dag skal vi snakke lidt om DIY Creative Art. Og ja ja, jeg ved, hvad du tænker "har vi ikke snakket om det, før?", men mulighederne er jo uendelige. Så her kommer endnu et indlæg!

Hvis man er fattig studerende (som undertegnede) og til gengæld har en svaghed for altid at ville ændre stilen i sit hjem (især som undertegnede), så er der ret nemme metoder at tage i brug! Derudover er det jo ret charmerende og personligt at kunne pege på en ting og i bedste børnehavestil udbryde "den har jeg lavet!".


Jeg havde forleden en af de aftenener, hvor min kæreste var til et arrangement og jeg efterhånden havde firkantet øjne af alt det serie, jeg havde set. Læsning kaldte ikke ligefrem på mig, og jeg havde opbrugt alle mine CandyCrush liv (ja, I know... Life of a student). What to do! 

Jeg kom så i tanke om, at det var længe siden, jeg havde tegnet (jeg tegner primært hænder, har aldrig rigtig taget mig tid til at lære andet) og gav mig i kast med det. Undervejs fotograferede jeg fremskridtene, og tænkte, at jeg da ville dele det med jer!

Hele tegningen har jeg arbejdet på over mange dage og af mange timer ad gangen.

Som I kan se på min fine lille collage her, har jeg startet med at tegne omridset af nogle hænder (til dette lavede jeg en enkelt google søgning, forstørrede billedet på computeren, skruede op for lyset og tegnede forsigtigt med papiret på skærmen - jeg har erfaret, at det er den nemmeste måde for mig at få proportionerne rigtige :P). Derefter tegnede jeg de bløde streger op, så jeg fik en mere markant silhuet. Og så var det ellers bare i gang med at lægge skygger. Ærligt, det er et helvedes arbejde, men også meget stress-lindrende, fordi man er så fokuseret og ikke rigtig tænker på alle dagligdags-problemerne! Sørg dog for at have en god arbejdsplads eller lign. Vores bord er alt for højt til sådan noget her, og min nakke lider efter det. 

Materialerne jeg har brugt findes i et tegnesæt fra Brevillier's Cretacolor Teacher's Choice Drawing Set, som min kæreste gav mig i fødselsdagsgave et år :) Det er et super begynder-sæt og godt til at udforske tegne-verdenen med. Jeg er lidt sådan en person, der aldrig rigtig bliver tilfreds, og altid kan ændre mere på det, jeg laver, men indtil videre er jeg så tilfreds, som min nakke tillader mig ;)
Her er et forstørret billede af det endelige resultat.



Som jeg skrev i mit indlæg om Plante-trenden, kan man også begive sig ud i at male selv. Hvad enten det er blomster, blade, musselmalet mønstre, eller hvad der lige falder én ind, og som man ønsker på væggene. Der er også altid muligheden at male direkte på en væg, men det er mine tegne/male-skills altså ikke helt udviklede nok til :D Lad mig endelig se jeres egne fine kunstværker i kommentarsporet, eller ved at linke til Instagram, Facebook, blog osv.!


En anden DIY, du kan give dig i kast med, er String Art.
Du kender det nok fra SFO'en, dengang du var barn, eller måske endda fra sløjd/håndarbejde (hedder det "formning" nu??). Det går ud på at tage et bræt, eller anden form for fast materiale, hvorpå du hamrer søm i et ønsket mønster og så ellers vikler garn rundt om, og imellem, sømmene :) Jeg har endnu at prøve det selv, men det ser virkelig hyggeligt og dekorativt ud - især på naturtræ!





Endnu en smart DIY jeg selv har gjort brug af mange steder i hjemmet, og som jeg faldt over på den alt for dygtige Frøken Overspringshandlings blog, er hvad jeg vil kalde "nature art".

Denne DIY handler om at sætte naturen i fokus, hvilket kan gøres med tørrede blade, tørrede blomster, fjer eller lignende. Og det er såre simpelt:
  1. Du køber nogle skifterammer/rammer (Tiger og Søstrene Grene har billige slags) i den størrelse, du nu engang ønsker og har brug for, fra hvilke du skal bruge glasset.
  2. Så tager du det ene glas (sørger for at pudse det godt inden!), placerer *hvad end du vælger* som det skal ligge, og lægger det andet glas ovenpå denne. 
  3. Nu skal du til at samle dem. Dette kan enten gøres i selve rammen, eller ved hjælp af blandt andet tape fra Panduro Hobby. Jeg har valgt elastikker på mange af mine rammer - som også kan ses på billedet øverst - fordi det indrammer fokus så fint, og ellers guld-klips fra House Doctor. 

TIP: Her kan i finde en fantastisk guide til flot kunst med blade fra Bolig Magasinet!


Jeg håber denne guide - eller måske nærmere 'inspirerende indlæg' - har givet gode ideer til Creative Art, og hvordan du på billig og nem vis får et lidt mere personligt "kunstværk" ind i dit hjem :)


Until next time (og på bedste lol-cat manér),
Nina




1 kommentar: