mandag den 28. december 2015

Det gode nytårsforsæt – 8 trin til succes

Du kende det sikkert – for du har antagelig gjort det før: Valgt et nytårsforsæt, som ikke blev til noget.

Der er ret gode chancer for, at du faktisk har gentaget det samme flere år i streg, og måske har du også holdt dit nytårsforsæt nogle måneder, men så er luften gået af ballonen.


Bare rolig, du er ikke alene.

Der er massevis af mennesker, der hvert eneste år på denne tid, tager tilværelsen op til revision og sætter nye mål – forsætter for det nye år.

De fleste af os begår dog den fejl, at begynde vores nye selv på årets første dag. Men er det nu også smart?

For hvor topmotiveret kan vi egentlig være for en slankekur eller løbetur, når vi har fejret nytåret hele natten, og køleskabet er fuld af lækre rester?



Vil du holde dit nytårsforsæt, og få positive resultater i 2016, så følg disse 8 trin til at opsætte et nytårsforsæt, som der er langt større sandsynlighed for at du holder, end de løfter, du tidligere har givet dig selv 5 sekunder i nytår.


Trin 1: Vær konkret

Når du skal vælge dit nytårsforsæt, er det nødvendigt, at du er meget konkret. Hvad er det du vil, hvornår vil du det og indenfor hvilket tidsrum skal du nå det?

Du skal vælge hvad du vil (fx tabe dig 5 kilo) og hvornår du går i gang med det (fx 4. januar). Hvornår du har deadline, og skal have tabt de ekstra kilo (fx udgangen af april).

Når du er meget konkret med dit ønske og dit mål, så er det lettere at nå dertil, for du ved præcis hvad det er du går efter, og hvor lang tid det må tage dig.


Trin 2: Vær realistisk

Når du vælger dit nytårsforsæt, skal du være realistisk. Realistisk med at vælge et mål du kan opnå, og realistisk med den tid du afsætter til at nå dit mål.

Vil du tabe 10 kilo ved at omlægge din kost, så er det ikke realistisk, at det sker på 1 uge. Så når du afsætter tid til dit mål, så vær realistisk med hvor lang tid det tager, fra du går i gang, til du (realistisk set) har en chance for at lykkes.

Vær også realistisk med hvornår du starter din nye livsstil – for 1. januar er ikke optimal for at starte en slankekur, når huset bugner af julerester og godter.


Trin 3: Vær motiveret

For at få succes med dit nytårsforsæt, er det alfa og omega, at du er motiveret.

Hvis du ikke er motiveret for at nå dit mål, så lad det være sagt med det samme: Så lad være at begynde!

Det skal være lysten, der driver værket. Vel at mærke din lyst til at skabe forandring.

Du bør aldrig starte et nytårsforsæt ud fra et ønske, andre har.

Hvad nytter det, at din ægtefælle har lyst til, at du holder op med at ryge, og synes, at det skal du da lige have som nytårsforsæt, hvis du inderst inde overhovedet ikke mener, du skal holde op med at ryge.

Kan du se det for dig. Dit nytårsforsæt (som andre har valgt for dig) motiverer dig ikke. Når du i mål, og får succes med det? Næppe.

For at motivere dig selv, er det vigtigt, at du har fulgt de første to råd om nytårsforsæt. Nemlig at det er konkret og realistisk. 

For hvis du inden start godt ved, at du ikke kan nå i mål, med den tid du har givet dig selv, så daler din motivation kvikt.

Tænk også altid på de gode resultater, der kommer ud af det, når du når i mål. Det kan være med til at højne din motivation.


Trin 4: Dit nytårsforsæt skal være målbart

Med målbart menes, at du skal kunne undersøge og vise, at der sker fremgang.

Hvis du vil tabe dig 7 kilo på 3 måneder, så må du veje dig selv ofte.

Kun ved at veje dig inden, undervejs og efter, at du har nået dit mål, kan du rent faktisk vide, om du er kommet i mål.


Trin 5: Visualiser dit mål

Hvis du har en historie med brudte nytårsforsætter, så kan det være en stopklods for dig. 

For hver gang du tænker på dit nye nytårsforsæt, tænker du også på alle de gange, hvor det ikke er lykkedes for dig, at holde et nytårsforsæt.

Dermed bliver din hjerne mere opmærksom på de gange det gik skidt, frem for denne gang, hvor det kommer til at gå godt.

Det du skal gøre, er at snyde din hjerne til at samarbejde med dig.

Du skal visualisere dit mål.


Det kan du gøre, ved at tænke det, eller ved at skrive det ned. Du bestemmer selv, men det handler om at du forestiller dig, hvordan det ser ud, når du er kommet i mål.

Du skal se for dig (og evt. skrive det ned), hvordan dit liv er, når du har nået dit mål.

Hvordan ser du ud, hvad laver du, hvordan har du det, hvem er du sammen med, hvordan ser det ud omkring dig, hvilke lugte, lyde og indtryk får du.

Jo mere detaljeret du kan beskrive dit liv, når du har nået dit mål, jo bedre.

Vælger du at skrive din visualisering ned, så skriv i nutidsform.

Når hjernen oplever, at noget er sket (også selv om det på nuværende tidspunkt kun er tanker), så bliver det lettere at opnå.

For du har vist din hjerne, at det lader sig gøre, og på den måde, slæber du ikke de gamle overbevisninger om nytårsforsæt med ind i den nye målsætning, og det nye forsæt, du har i år.


Trin 6: Lav en handleplan

Du må handle, hvis du vil forvandle.

Derfor skal du – når du har gjort dit nytårsforsæt både konkret og realistisk, målbart og motiveret – udarbejde en slagplan for, hvordan du kommer i mål med det nytårsforsæt, du har sat dig for.

Du skal frem med kalenderen eller et ark papir, og så skal du skrive ned, hvilke ting, du skal handle på, for at komme i gang med dit nytårsforsæt, og hvilke handlinger du skal blive ved at udføre, indtil du når dit mål.

Du skal afsætte tid til de øvelser, træninger, aftaler der er nødvendige for, at du kan få succes med dit nytårsforsæt.

Og du skal holde disse aftaler med dig selv.


Trin 7: Forpligt dig

Hvis du vil have succes med dit nytårsforsæt, så skal du forpligte dig til at nå i mål. At gøre det der skal til.

For det første skal du naturligvis være forpligtet overfor dig selv. Det er jo dig, der gerne vil have succes og positive resultater i det nye år.

Det kan dog også være en god ide, at forpligte sig sammen med andre.

Hvis du finder andre, der har lignende nytårsforsæt som dig, så kan I sammen hjælpe hinanden frem mod målet.

Det er tit lettere at komme i svømmehallen eller i fitnesscentret, hvis du har noget at følges med. Og tit er det lettere at komme i gang, når du forpligter dig samme med en anden.


Trin 8: Kom i gang

Ja, det siger jo sig selv, men kan godt være svært.

Du er nød til at komme i gang, for at få succes med dit nytårsforsæt og skabe positive resultater i det nye år.

Når du starter ud med dit forsæt, så husk: Du behøver ikke at kunne det hele på én gang.

Det er derfor, du har skabt et konkret, realistisk, motiveret og målbart nytårsforsæt, der er understøttet af en handleplan og en forpligtelse.

Hvert af disse, er små skridt på vejen mod målet.

Tag ét lille skridt i første omgang, og se: Du er allerede i gang.

Et skridt mere, og så fremdeles, og du kommer sikkert i mål.

Jeg ønsker dig det bedste for det nye år. 

Rikke Dunne

1 kommentar: