søndag den 1. november 2015

Vil du skrive i min veninde bog?

Mange af os kender de traditionelle venindebøger fra folkeskolen. Næsten alle piger havde en og så skulle alle veninderne udfylde en masse spørgsmål. Nu er venindebogen til voksne kommet. Maise Njor og Lisa Grue er forfatterne bag SØD TØS som er sammensætning af venindebogen og små tekster om veninder. 


Idéen til SØD TØS opstod fordi Maise Njor savnede at tale med sine veninder om vigtige og virkelige ting i stedet for kun at se dem på facebook. 

Jeg tror at vi alle sammen lidt kender den følelse. Dagene er fyldt med en masse ting som skal nås når man kommer hjem fra arbejde og lige pludselig er de sædvanelige sms'er og opkald til veninderne blevet erstattet af et like inden man hurtigt scroller videre til næste opslag. Lige præcis af denne grund er bogen en god idé til at give i gave til de mange skønne kvinder man kender. 

Idéen bag bogen er at ens veninder udfylder forskellige spørgsmål på samme måde som i de traditionelle venindebog men i denne bog er spørgsmålene opdelt i tre kategorier: de vigtige, de store og de gode spørgsmål. Spørgsmålene skal herefter fungere som baggrund for en god snak, hvor man lærer noget mere og måske endda noget nyt om ens veninder. Ved du f.eks. hvad de tre største forandringer i deres liv har været? Hvad deres største ambition er? Eller hvornår dine veninder sidst har følt sig svigtet af dig? Alt det og meget mere har du mulighed for at finde ud af gennem SØD TØS. 

Maise Njor er til denne bog gået sammen med billedkunstneren Lisa Grue, hvis overdådige illustrationer gør hver side til en oplevelse. Illustrationerne er så smukke og feminine, og giver virkelig bogen følelsen af at være en rigtig venindebog. Jeg vil også gerne fremhæve de mange små tekster og inspirerende lister som bogen også rummer om, hvorfor veninder er så vidunderlige, besværlige og uundværlige. Teksterne er forfriskende ærlige og det er virkelig herligt at læse en bog om veninder, hvor forfatterne ikke har været bange for at sige sandheden - også selvom den måske ikke er så rar at høre. Et glimrende eksempel på denne skønne ærlighed er "Jalousi-listen" hvor Lise Grue har listet 10 forskellige områder, hvor jalousi kan opstå. Nr. 1 på listen og min favorit er "Kropsjalousi: Da K havde tabt sig, og der var ekstra kilo på min krop, var min kommentar ikke "Hvor ser du flot ud!", hvad hun rent faktisk gjorde, men derimod "Har du det godt? For du ser så bleg ud!"." 

Det er måske en forfærdelig tanke men vi har alle tænkt det - har vi ikke? Vi vil vores veninder det allerbedste men det er samtidig så vidunderligt at man kan sige alle de forfærdelige og mærkelige ting som man tænker til dem. Det er nok en af de ting som jeg holder mest af med mine egne veninder. Jeg kan være underlig og sige en masse ting som mange ville dømme mig på. Men mine veninder - de fortæller blot om deres egne underlige tanker og ting og pludselig er man ikke alene om at være mærkelig. Man er en del af flokken.

SØD TØS er en fantastisk idé til fx de kommende julegaver, værtindegaver eller en bare-fordi-gave fordi man har så gode veninder som man ønsker at glæde. 

1 kommentar: