mandag den 16. november 2015

3 myter om positiv psykologi, som du ikke skal tro på


Positiv Psykologi er populært og vældig oppe i tiden. Det er dejligt, for den positive psykologi har rigtig meget godt at byde på, og er en disciplin, som vi alle kan lære med øvelse og indsats. 



Desværre er positiv psykologi også behæftet med en række myter, som er gode at kende og imødegå.

Måske en præsentation af begrebet vil være på sin plads i første omgang:

Positiv psykologi er en videnskabelig retning, der har fokus på, hvad det er, der får såvel individ som samfund til at trives. Hvad er det, der får os til at fungere optimalt og trives på bedste vis.

Den positive psykologi arbejder ud fra forebyggelse og sundhedsfremme i stedet for behandling, og sætter spot på, hvordan vi kan fremme vores mentale sundhed.

Vigtigt er det, at den positive psykologi anser trivsels-tilstanden som en normal tilstand for os mennesker. At vi er født til at trives. Og når vi ikke gør, så det konsekvenser fx i form af stress, utilfredshed og frustration.

Positiv psykologi ser, som navnet antyder, på det positive i alle situationer – ja i hele livet. For der er altid noget godt. Men det handler om at få øje på det.



Her får du 3 myter om positiv psykologi, som du ikke skal tro på:

Myte nr. 1: Positiv psykologi fornægter det negative
Den positive psykologi får ofte skyld for at ville pakke alt det negative ned. Ignorere det. Lade som om, der ikke findes negativitet. Det er ikke korrekt.

Positiv psykologi handler om, at sætte fokus på det gode, fordi vi ved at blive bevidst om det gode og positive, faktisk bliver langt mere modstandsdygtige overfor modgang og negativitet. Dermed handler det ikke om fornægtelse, men om at skifte fokus for at oparbejde en robusthed, der hjælper os gennem svære og negative tider.

Myte nr. 2: Positiv psykologi handler om at være lalleglad
At praktisere positiv psykologi handler ikke om at være Mariehønen Evigglad. Det handler ikke om at være evig optimist, og lade som om, du er lykkelig hele tiden. Det er dog en af de udbredte myter.

Positiv Psykologi handler om, at blive bevidst om de ting, der fungere i dit liv. Om de ting, der gør dig glad og de ting, der får dig til at trives. Og gøre mere af disse ting. For når du gør det, så vil din trivsel øges og din glæde ved livet blive større.

Dermed bliver du ikke lalleglad eller falsk glad. Det er ikke noget du lader som om, men noget du reelt føler. En dybtfølt glæde, der udspringer af, at du har det godt og sætter spot på netop de ting, du glædes ved.

Myte nr. 3: Positiv psykologi virker ikke
Den mest udbredte fejl vi begår, når vi starter ud med at praktisere den positive psykologi, det er at lave et par øvelser og så forvente, at lykken popper op. Når det ikke sker, giver vi op og tænker, at tilgangen ikke virker.

Det er synd, for faktisk så virker den positive psykologi. Men det kræver øvelse og indsats.
For at få den positive psykologi til at fungere, må du tage et bevidst valg. Vælg at sætte fokus på det positive. Se positive elementer i alle situationer.

Dernæst skal du være klar over, at det tager tid at ændre din tankegang. For det er netop hvad det drejer sig om: Du skal skabe et nyt mindset. Et mere positiv orienteret mindset. Og det sker altså ikke natten over, sådan eller vupti vupti.

At skabe nye vaner tager tid. At implementere positiv psykologi tager derfor også tid. Men hold ved. Hvis du virkelig er indstillet på en mere positiv tilgang til livet, så vil du også opleve det.


Kom godt i gang med Positiv Psykologi med disse to øvelser:

Øvelse 1: Glædelisten
En måde at komme i gang med at praktisere positiv psykologi, er at skrive en Glædesliste.
Glædeslisten går ud på, at du hver aften skriver 3 gode ting, der er sket i løbet af dagen. Og du skal finde 3 ting, som er forskellige hver dag. Gentag øvelsen i en måned (og gør det gerne til en permanent vane).
Når du arbejder med glæde på denne måde, vil du automatisk tune ind på de gode oplevelser i løbet af din dag, og dermed blive bevidst om dem – måske i modsat til tidligere.

Øvelse 2: Hvad gør mig gladFor at kunne gøre mere af det, der gør dig glad, og får dig til at trives, kræver det, at du bliver klar over, hvad der faktisk glæder dig.
Derfor skal du skrive en liste over alle de ting, der gør dig glad og godt tilpas. Tænk også på, hvad du tidligere har haft stor glæde af at lave, men som du af en eller anden grund er stoppet med.
Skriv de ting ned, og forpligt dig til at gøre en af disse ting, hver dag. Du kan skrive store som små aktiviteter på din liste.

God fornøjelse. 
Rikke Dunne

1 kommentar: