søndag den 6. september 2015

Hvilke bøger ligger på dit natbord?

Når hverdagene kører derudaf som et godstog uden stop så er det svært at få læst de mange bøger som jeg så gerne vil læse. Jeg har flere gange prøvet at få læst lidt om aften inden sengetid men oftest finder min mand mig på syv meter vand med bogen ved siden af. Jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen. Det går dog lidt bedre med læsningen i weekenden da jeg her rent faktisk kan holde mig vågen. Mit natbord rummer lige nu disse tre skønne titler. 



David Nicholls "Os"

Et parforhold kan opleve både opture og nedture. Nogle af dem er næsten forventet som den såkaldte 7-års-krisen eller perioden med små børn og manglende tid til hinanden. Andre kriser i parforholdet kan dog være mere uforudsete - som f.eks. det tomrum som for nogle kan opstå når børnene flytter hjemmefra. Man er pludselig alene med hinanden, ens fokuspunkt er fløjet fra reden og blevet voksen, og hvad skal vi nu pludselig snakke om? Det meste af parforholdet er måske gået med at tale om børnenes skole, fritidsaktiviteter, venner og opvækst. Hvad skal man pludselig stille op med sig selv og ikke mindst parforholdet når den del af livet er overstået? 

Det er det hele store spørgsmål i Davids Nicholls' roman "Os". Ægteparret Douglas og Connie står over for en stor ændring i deres liv nu da deres søn Albie skal til at begynde på universitetet og samtidig flytter hjemmefra. Men hvor Douglas gerne vil genfinde romantikken mellem ham og hans kone har Connie andre tanker omkring deres forhold. Douglas står nu over for et stort problem som han beslutter sig for måske kan løses med en dannelsesrejse med sin kone og søn. Han håber at rejsen vil få Connie til at indse at deres forhold ikke behøver at ende men i stedet kan få en ny form for begyndelse. 

Davids Nicholls' beretning om parforholdets mange komplekse sider er på mange måder underholdende men der opstår også næsten en pinlighed over, hvor anspændt kommunikationen med Connie og Douglas er. Jeg må dog samtidig indrømme at det er ret forfriskende at parforholdets problemer belyses på en mere realistisk måde i disse tider, hvor det mest af alt handler om at lave de korrekte facebook opslag og perfekte opstillede instagrambilleder. Der er ingen som taler om, hvor hårdt tingene kan være. Ingen der fortæller at i dag er en lortedag, tværtimod. Men det gør David Nicholls.

Lena Andersson "En roman om kærlighed"

Du har måske allerede hørt om denne fantastiske roman. Hvis ikke så kan jeg fortælle at den har solgt over 200.000 eksemplarer og at den i 2013 fik Augustprisen. Lena Andersson er en helt særlig forfatter med et særligt blik for mennesker og relationer. Med en rå, underspillet humor fortæller hun i "En roman om kærlighed" om et tidsløst drama, der nådeløst blotlægger forelskelsens selvbedrag.

Romanen handler om Ester Nilsson der er digter og skribent og lever et stille liv koncentreret om at læse, tænke, skrive og samtale. En dag bliver hun bedt om at holde et foredrag om kunstneren Hugo Rask. Hun forelsker sig hovedkulds i den store kunstner, og de har et par seksuelle møder, men Hugo Rask synes ikke interesseret i mere. For Ester Nilsson er forelskelsen til gengæld blevet en altoverskyggende længsel, og kærlighed gør i den grad Ester blind, og hun overhører alle tegn på sin ugengældte følelser.

Jeg er fuldstændig vild med denne bog både i forhold til sprog, skrivestil og indhold. Lena Andersson har lavet en bog fuld af universelle betragtninger over kærlighed og jeg suger hvert enkelt ord til mig. Hendes stil er forfriskende og er pludselig fanget i en tidløs boble, hvor den ene side tager den anden. "En roman om kærlighed" har været en fantastisk sommerbog og der går ikke længe før den fortjener endnu en gennemlæsning. Den er bestemt et must i reolen og det samme er bogen "Uden personligt ansvar", hvor Ester Nilsson atter er kærlighedssyg hovedperson.

Miranda July "Den første onde mand"

Sidst men bestemt ikke mindst er Miranda July' mesterværk "Den første onde mand". Den skønne og talentfulde Lena Dunham beskrev bogen således:

"Miranda July får dig til at le, græmmes og genkende dig selv i den kvinde, du aldrig planlagde at være. Og når July går om bord i moderskabet, er bogen allerede blevet en bibel. Aldrig før har en roman talt så direkte til min seksualitet, spiritualitet, mit hemmelig jeg. Nu ved jeg, at jeg ikke er alene."

Jeg er så utrolig enig i denne beskrivelse og vil gerne opfordreralle til at få fat i et eksemplar. Bogen handler om Cheryl Glickman der tror på romancer, der strækker sig over flere liv, og sjælevandringer mellem spædbørn. Hun bor alene og arbejder i en nonprofitorganisation, hvor de underviser kvinder i selvforsvar. Da det bliver klart, at det nu er Cheryls tur til at huse chefens 20-årige datter Clee, sprænges hendes møjsommeligt organiserede verden i tusind stykker. Men alligevel bliver det mutte, utilpassede Clee, der hjælper Cheryl af med den globus hystericus, hun har siddende i halsen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til denne bog udover at den rammer et eller andet man ikke anede eksisterede i ens indre. Det giver som Dunham beskriver en følelse af at man ikke er alene men tværtimod er en del af noget større. En plads i bogreolen er ikke nok for denne bog - den fortjener en hel hylde.



1 kommentar: