lørdag den 20. juni 2015

Bål, Bloksbjerg & Bakken


img_7411.jpg (3449×1896)

Har du endnu ikke styr på, hvordan du skal tilbringe din Sankt Hans Aften, hvor lejrbålstemningen for alvor kommer til at præge de danske haver og strande? Så læs med her hvor vi giver dig en lille oversigt over nogle af de mange steder i landet, der tirsdag aften fyrer godt op for hyggen.  







Historien bag
Hvert år den 23. juni står aftenerne i Johannes Døberens tegn; dette er nemlig aftenen forinden førnævntes helgendag. Johannes, som vi på dansk blot kalder Hans, var Jesus' døber - heraf navnet - og havde ligeledes en noget makaber afslutning på livet i form af en kvindes befaling om at få hans hoved på et sølvfad.    

Sankt Hans Aften forbindes desuden med "sommersolhverv", som indikerer, at vi går mod lysere tider, hvor døgnets "oplyste" timer er flere end dets mørke. Man kan sammenligne sommerens Sankt Hans med vinterens jul, hvor vintersolhvervet har sin indtræden. Årets korteste og længste dag finder sted med præcis et halvt års adskillelse - henholdsvis den 21. juni og den 21. december. Så selvom Sankt Hans Aften ofte i folkemunde går for at være årets længste dag, er dette altså en fejlagtig antagelse. 

Traditioner 
De sidste 150 år har der været tradition for, at bål skal tændes, og hekse sendes til Bloksbjerg. Hekseparten er dog en forholdsvis ny ide, da man tidligere blot nøjedes med bålet som symbol på at holde onde ånder og uønskede væsner væk. Senere er denne overtro altså blevet billedliggjort i form af diverse hæslige hekse, der pryder bålene landet over. 
Før flammerne tager fat, er der tradition for en båltale, men når de knitrende grene lyder, og ilden lyser folkets ansigter op, er det blevet tid til tonerne af Holger Drachmanns midsommervise "Vi elsker vort land". 

maxresdefault.jpg (960×720)

Arrangementer
Befinder du dig i København Sankt Hans Aften, er det oplagt at slå et smut forbi Tivoli. Her fyres der nemlig godt op for festlighederne, som blandt andet akkompagneres af Tivolis symfoniorkester og Københavns Drengekor. Arrangementet starter allerede klokken 17.00, og når klokken slår halv otte, vil Tivolis Koncertsal fejre såvel den lyse sommeraften som 150-året for komponisten Carl Nilsens fødsel med velkendte korsange og sommerviser. Efterfølgende vil der være bålstemning 21.30 og et flot afsluttende lysshow på Tivoli Søen klokken 22.45.

Er du i stedet på Fyn og i nærheden af Odense, skulle du næsten kigge forbi Fruens Bøge. Her skrues der traditionen tro nemlig godt op for gratiskoncerter på Engen. Udover massere af musik for de voksne er der også tænkt på de små størrelser, som ved 16.00-tiden har mulighed for bålhygge i form af snobrødsbagning. Musikken leveres af Clemens, Kaka, Ida Gard, Husorkestret, countrybandet "Bound By Law", Mattias Hundebølls musikprojekt "Natsværmer" og Nadia Stein. 
Herudover vil der klokken 18.00 være optog på Flakhaven med Odense Skoleorkester, og herefter går det ellers løs med båltænding og underholdning, som først får sin afslutning ved elleve-tiden. 

En rigtig børnevenlig Sankt Hans afholdes på Bakken, som for de mindste allerede starter 18.20. De musikalske toner leveres af bandet "Black Maria", som spiller kendte melodier fra de seneste årtier inden for soul-, funk- og rock-genren. Fra klokken 22.00 går det løs med gøglerunderholdning, taler, båltændning af Pjerrot samt fællessang, for at alt skal kulminere i et festligt fyrværkerishow som afslutning på en fantastisk aften.    

4154365-node-image-upload-pjerrot_taender_baaljpg.jpg (800×532) 

Således fortsætter det rundt i det danske land, hvor vi tilsyneladende på alle leder og kanter holder af at samles om bål og mærke varmen samt fællesskabsfølelsen brede sig. På de mange strande landet over er der ligeledes stor sandsynlighed for at støde på en fordrivelse af onde magter, så har du ingen umiddelbare planer, eller befinder du dig ikke i nærheden af nogle af de større arrangementer, kan du blot gå efter lugten af brændt træ samt røgen, der stiger til vejrs, og du har med gode chancer kurs mod en fejring af Johannes Døberen.

Med håbet om godt vejr og en herlig Sank Hans aften til alle jer herfra!

2 kommentarer: