lørdag den 9. maj 2015

Giv et godt grin


Psst! Husk mors dag i morgen, d. 10. maj! 


Mors dag er over os, og er du en af dem, der stadig ikke lige har det der med gaven helt på plads? Så læs med her og få en ide til, hvad du kan glæde mutti med.

Tallerkener, fint bestik, stribede vaser, rynkecreme, kogebog, badeforhæng... Ja, listen over mors ønsker kan være lang, men sommetider er det bare ikke de praktiske gaver, man har lyst til at forære sine kære. For selvom det alt sammen er brændende ønsker, er de uforudsigelige gaver tit bare en tand bedre, ikke sandt? Så hvorfor ikke arrangere en dag, som helt og holdent står i mor/barns tegn og se dagen som en anledning til den ægte kvalitetstid, som kan være så svær at finde rum til i hverdagens travle rutiner? 

Giv eventuelt et personligt kort til din mor, hvori du skriver, hvilke tanker du har gjort dig om dagen, hvilke planer du har for den, og at den udelukkende står i forkælelsens tegn. Denne gestus vil uden tvivl falde i god jord, for lige såvel som vi aldrig bliver for gamle til at modtage vores mors fulde opmærksomhed, vil hun altid elske at tilbringe sin dag i dit selskab. 
Start ud med et hyggeligt cafebesøg, en gåtur i et lækkert område eller noget helt tredje, der kan have samtale for øje.



"Højdepunktet" for dagen, hvor gaven består i at give din mor et godt grin, foreslår jeg, er en tur i biografen for at se den danske film "Lang historie kort". Filmen havde netop præmiere i torsdags og har allerede været grund for megen omtale. Den romantiske komedie, instrueret af debutanten May El-Toukhy, har op til flere kendte navne på rollelisten, hvoraf godt de fleste har en bærende rolle i den danske komedie. Af velkendte navne nævnes i flæng: Trine Dyrholm, Mille Lehfeldt, Peter Gantzler, Cecilie Stenspil, Jens Albinus, Danica Curcic, Marijana Jankovic... Og med en så lang liste over populære skuespillernavne, er man som seer nærmest garanteret en fremragende skuespilpræstation!

Tre år og otte fester danner rammen om de individuelle, personlige og ikke mindst tværgående dramaer, der finder sted blandt de ti venner, vi følger i filmen. Og på trods af at det gennemgående tema for filmen er det at finde sig selv, kærligheden, lykken samt meningen med livet, udspiller den ellers teenagerprægede "individproblematik" sig ironisk nok blandt venner, der alle befinder sig i 30-40-års alderen.
Det evindelige kærlighedstema synes som et utrætteligt emne blandt såvel instruktører som publikum, og når dramaet som her kombineres med god, gedigen dansk humor, er man som biografgænger sikret 1 time og 40 minutters underholdning af god kvalitet.

Alt der nu er tilbage for at fuldende jeres "kvalitetsdag" er derfor at tage din mor i hånden, sætte jer godt til rette i de bløde sæder og lade grinene være de sigende ord for, hvilken vellykket dag i netop har tilbragt i hinandens selskab!

Glædelig mors dag herfra :)





1 kommentar: