søndag den 31. maj 2015

Fødselsdagsgaven

Du kender måske ikke forfatteren Sue Monk Kidd af navn men du har sikkert hørt om hendes succesfulde bøger som f.eks. "Biernes hemmelige liv". Hendes nyeste bog "Fødselsdagsgaven" blev udvalgt til Oprah's bogklub og har ligget nummer 1 på New York Times bestseller liste.



"Fødselsdagsgaven"er en historisk roman, som foregår i South Carolina i begyndelsen af 1800-tallet. Sarah er det ottende barn i den velhavende familie Grimke, der bor i byen Charleston, hvor faren er plantageejer, jurist og dommer. Som det var normalt for denne tid og dette sted, har familien husslaver, og på sin 11 års fødselsdag får Sarah sin egen slave, Hetty, i fødselsdagsgave.

Fødselsdagsgaven er bestemt ikke et ønske fra Sarah, som er imod slaveri, men de to piger udvikler et særligt forhold til hinanden, som mest af alt minder om et venskab. Efterhånden som de to bliver ældre, sker der store forandringer for begge deres liv. Sarah bliver en foregangskvinde mod slaveriet, mens Hetty stadig må leve sit liv som slave. Sue Monk Kidd fortæller i hendes nyeste udgivelse historien om to meget forskellige kvinder, der til trods for deres forskellige tilværelser har utrolig meget tilfælles. 

"Fødselsdagsgaven" er et fantastisk bog om to stærke kvinder og deres kamp mod uretfærdighed og slaveri. Sue Monk Kidd forstår at skabe et litterært univers, som man bliver fanget i, og som giver læseren en historisk fortælling forklædt i fiktion. 

Romanen er baseret på en virkelig person ved navn Sarah Grimkè, som levede på det tidspunkt, så dele af historien er faktisk baseret på virkelig hændelser. Hvis man som jeg godt kan lide det historiske element, så er denne bog utrolig god. Sue Monk Kidd har som baggrund for denne bog lavet et enormt researcharbejde, som man kan læse mere om bagerst i bogen, hvis man gerne vil vide mere. Jeg kan helt sikkert anbefale "Fødselsdagsgaven" til alle, som ønsker en god bog med et spændende fortælling og en interessant, historisk baggrund.





1 kommentar: