fredag den 17. april 2015

Designertapeter, photostats og wallstickers

Udsmykning af væggene i hjemmet kan være meget mere end billeder og møbler, som hylder og hængeskabe. Man kan gøre væggen selv til et billede/maleri med en photostat, gøre en endevæg til et blikfang med en designertapet, eller bruge wallstickers til at skabe liv i en lang smal gang.

Designertapet fås i et væld af farver og mønstre, de fleste farvehandlere har en hel afdeling med bøger fyldt med tapetprøver. Designertapet er ofte lavet af et tykkere og mere holdbart materiale end de klassiske tapeter. De fås med hvilken som helst overfladestruktur, du kunne ønske dig, fra helt glat til meget tykke skumstrukturer. 
De fås med mønstre, der er tilpasset de rum de er tiltænkt, f,eks med italienske specialiteter til køkkenet. Til børneværelset fås endda nogle, der er magnetiske, så hele væggen kan bruges i leg med magnetiske figurer.

Designertapet kommer i ruller, som almindelig tapet, men du skal være opmærksom på mønsteret. Der kan være spild, hvis du skal have mønsteret til at passe, så du skal købe til flere kvadratmeter end, der skal beklædes. Photostater kommer i baner, udskåret så de passer når man sætter dem op. I begge tilfælde skal man huske, at når man sætter det op skal der være et lille overlap, på 1-2 mm af banerne, da tapetet trækker sig lidt sammen, når det tørrer. Overfladen kan være meget følsom, så man skal være forsigtig, når man bruger tapetkosten til at fjerne små luftbobler under den nyopsatte tapet. Jeg ved af erfaring, at man nemt kan få små tynde hvide revner mellem banerne og gøre skade på tapeten med kosten ;)

Hvis du ikke ønsker, at have en hel væg med en anden tapet end resten af rummet, kan du f.eks vælge, at have bare en eller to baner centralt placeret på væggen indrammet af hylder. Eller efterlade en kant rundt om tapetet af ren hvid væg, herved fremstår det, som et stort maleri. Du kan også lave det som et maleri og beklæde en stor plade med tapet og hænge pladen op på væggen. Den sidste løsning er f.eks meget brugbar hvis man bor i lejbolig og ikke må tapetsere med andet end en bestemt type tapet. På den måde, kan man skabe et meget personligt præg på en typebolig, uden at skulle betale for at få det fjernet ved fraflytning. Du kan vælge at tapetsere en dør, på den måde bliver det et begrænset område med en naturlig indramning.
En hel væg med et mønstret tapet, vil selvom den er dekoreret virke tom. Det kan brydes ved at sætte flydehylder op på væggen, som du ville en hver anden væg. Placer en stor sofa foran væggen og nogle lamper for at gøre tapetet til baggrunden, da en designertapet ikke skal fylde rummet, men være en tilføjelse til helheden. Vælg et mønster og en farveskala der komplementerer de møbler og genstande, der skal være i rummet. 

Man kan også vælge photostaterne, mange af dem er knap så bastante, da nogle af dem har hvid baggrund.


Du kan få sommerhuset til at fremstå mere råt med f.eks en tapet med trælook eller stenlook, eller skabe illusionene af, at der er en skov omkring det, selvom det ligger blandt klitterne på vestkysten.




Man kan skabe en urban følelse med en photostat af et bybillede. 





Til børneværelset findes nogle helt fantastiske photostater, f.eks. disse med Disneytemaer.





Er man til mindre og mere diskrete vægudsmykninger er wallstickers nemmere at gå til. De er også nemmere at skifte ud, hvis man ikke længere sætter pris på det valgte mønster eller farven. Wallstickers fås også i mange flere prisklasser og kan købes mange steder. 









1 kommentar: