torsdag den 2. april 2015

Back to the 80's

Back to the 80's

Som Dijana skrev i indlægget den 19/03, så er de glade 90'ere vendt stærkt tilbage. Men det er faktisk ikke det eneste årti, som endnu engang har vundet indpas i modeverdenen; næ, også de retro 80'ere og hippiernes 70'ere er at finde på diverse catwalks netop nu. Derfor vil jeg tage jer med på en rejse tilbage i tiden, og give jer et par eksempler på, hvordan garderobeskabene kunne have set ud i 80'erne og 70'erne - dog med et twist af 2015! Så læn jer godt tilbage, spænd sikkerhedsselerne, sæt noget Madonna eller Prince på for fuld smadder og nyd turen - for nu er der dømt 'Back to the 80's!'


På overstående billede er et 80'er-inspireret hverdagslook. Det er afslappet med løse jeans, en hvid tee og en lang bomber jacket, så man kan holde varmen i det kølige forårsvejr. Less is more - ikke så meget pis dér- Af accessories har jeg toppet looket med et par sorte, runde retrobriller, en såkaldt 'bøllehat' i cool læderlook, samt et par tårnhøje plateausko. Bemærk snørerne, som giver dem et sejt 'Oxford-herretwist. Personligt synes jeg, at de komplementerer looket fantastisk godt! Fordi jeg selv går i gymnasiet, så kunne jeg desuden ikke lade være med at tilføje en svedig, sølvfarvet rygsæk, der mildest talt ligner noget, som kunne have været med i 'Månebase Alpha'-filmene. Alle tingene er at finde på Asos og koster 2990 kroner for hele sættet.

...Dét er måske en smule pebret at bruge på tøj for nogen og derfor har jeg da også lavet en billigere version til kun 1700 kroner:
Back to the 80's vol 2

Er man slet ikke til det afslappede look, eller skal man derimod til fest, så har jeg også fundet to 80'er-inspirerede party looks, der bare får en til at skrive "BRED YMER!":
80'er-fest 2

Aquas "I'm a Barbie girl" er ganske vist en landeplage fra 1990'erne, men ikke desto mindre synes jeg, at Barbie-sweatshirten er KODYL og indbegrebet af, hvad jeg synes, at 80'erne er; pink og poppet med crop-tops og sweartshirts. Win, win, win-situation! Jeg ville elske at fyre den af til en 80'er-fest i den her sammen med mit lyserøde digitalur og hvide Adidas look-a-like wedges. Nederdelen kan skiftes ud med et par hvide bukser, hvis man synes, at nu bliver det lige lovlig meget pink det hele... Personligt mener jeg ikke, at begrebet "for meget pink" bør eksistere i den her verden, for man kan da aldrig gå ned på tøseting! Foruden sweatshirten er mavebæltetasken min favorit i det her outfit; man forbinder ofte mavebæltetasker med kiksede campister og det er smaddersynd, når vi taler om så fed en sag som den her, synes jeg. Tænk over det: Når du står og er skide stiv og på rulleskøjter på et diskotek, så er det sidste du ønsker, at du selv skal holde styr på dine højt skattede ejendele i form af en mobil og nogle håndører. Men med den her taske behøver tyveri slet ikke være et problem - alt du skal gøre er bare at klikke tasken på og så ellers fyre den af til den lyse morgen!
80'er-fest 1
...Er man ikke til girly-girl tøj, vil man måske bedre kunne lide sættet her. Her er farverne i stedet turkis, blå og den meget 80'er velkendte hologram i stedet taget i brug. Jeg har leget lidt med teksturerne rå og glat, blank og mat og selvom hologramstof godt kan skrige lige vel meget, så mener jeg helt alvorligt, at de mennesker der kan sige "fuck" til normerne og alligevel troppe op i sådan en lækker sag af en nederdel som den her, er de sejeste mennesker i universet! Træningsskoene er måske ikke, hvad de fleste piger forbinder med festsko, men med dem her er du garanteret, at du kan danse helt ud til de små timer UDEN at få ondt i fusserne! Og så skal du heller ikke tænke på, om hvorvidt du går lige, eller om du skvatter om, fordi du ikke liiige har fundet løsningen på regnestykket alkohol+stiletter = ? Min absolutte favorit i det her sæt, er det skønne, blå daisy-ur i plastik - er det ikke bare fint?? Det kunne også se supersødt ud til en helt enkel hvid sommerkjole eller til et par smækre, skinny jeans. I hvert fald er det blevet en af mine nye sommer must haves!

Og her slutter turen tilbage til 80'ernes garderobe. Forhåbentligt har I fået noget ud af det og måske også fået sat et par ekstra krydser i bogen med diverse ønsker?

Fortæl endeligt hvad I nu engang har på hjertet nede i kommentarboksen. Næste gang vil jeg tage jer med til hippiernes 70'ere og det skal nok blive groovy!

Alt jeg har tilbage at sige nu er blot: "May the force be with you!"



3 kommentarer: