lørdag den 13. april 2013

Anything Could Happen



Store Vega havde onsdag den 10. april fornøjelsen af at præsentere den fantastiske og talentfulde Ellie Goulding. Dette var en meget speciel oplevelse da det var første gang Ellie Goulding besøgte og optrådte i København.

Ellie Goulding er engelsk sangerinde, sangskriver og multiinstrumentalist. Hun debuterede i 2010 med albummet Lights der efter dets udgivelse lå nr. 1 på den britiske albums hitliste og solgte mere end 850.000 eksemplarer i Storbritannien. Albummet indeholder foruden hendes egne sange også en genindspilning af Elton Johns sang Your Song som blev et kæmpe hit. Sangen var så populær at Ellie Goulding optrådte med den til prins William og Kate Middletons bryllup. Ellie Goulding udgav i 2012 hendes andet album ved navn Halcyon.


Jeg er utrolig glad for Ellie Goulding og havde derfor også store forventninger til koncerten i onsdag. Jeg var langt fra den eneste da koncerten oprindelig skulle have været i Lille Vega men blev flyttet til Store Vega pga. den store efterspørgsel af billetter. Jeg har tidligere været i Store Vega men jeg fik ved min ankomst en følelse af samhørighed mellem stedet og kunstnerens musik, hvilket var en virkelig glædelig oplevelse. Jeg har tidligere været til koncerter, hvor stedet virker malplaceret i forhold til den musik man skal opleve men det var langt fra tilfældet her. Der er noget hyggeligt over Store Vega og det var samtidig en fornøjelse af se, hvordan publikum hyggede sig allerede inden koncerten. Opvarmningen var opdelt i to akter og var indtaget af først Matthew Koma og derefter af Charli XCX. Jeg har hørt en smule til begge og kunne lide begge kunstnere men på forskellige måder. Matthew Koma startede koncerten og det var en fed oplevelse som man kunne stå og ”hygge” sig til. Charli XCX derimod hoppede og dansede rundt på scenen, hvilket var en lidt sjov oplevelse men det gjorde samtidig at man som publikum kom i god stemning inden selve hovednavnet.

Det første jeg bemærkede da Ellie Goulding gik på scenen var valget af lys. Hvor de andre to kunstnere havde haft ”almindeligt” lyssætning var scenen nu dækket af de smukkeste farver der skiftende lagde sig omkring Ellie Goulding og hendes band. Lyset var nærmest en form for tåge der passede ind i sangene og det var for mig virkelig fantastisk. Jeg var overrasket over hvor meget ”lige på” hun startede koncerten men dette ændrede sig efter 3-4 sange, hvorefter hun begyndte at snakke til publikum, hvilket gjorde koncerten bedre for mig. Jeg har ikke lyst til at høre lange beretninger fra kunstneren men en smule personlighed gør musikoplevelsen bedre for mig.


Jeg havde med vilje ikke hørt hendes albums igennem inden koncerten da jeg elsker at opleve nye sange som man efter koncerten kan finde glæde ved at høre igen. Jeg har efterfuldt koncerten købt 6 sange, hvilket er en god indikation på, hvordan mine nye sangoplevelser har været. Man kunne blandt spillelisten også opleve de mere kendte sange som figure 8, starry eyed og anything could happen. Den sidste var virkelig en fantastisk oplevelse da hun startede sangen med at spørge publikum om de kunne hoppe. Hele gulvet dansede og hoppede under sangen, hvilket var utrolig underholdende. Den bedste oplevelse for mig var dog da hun spillede nummeret your song. Sangen er i sig selv virkelig smuk og romantisk og hendes tolkning af den gjorde den kun bedre. Jeg var til koncerten med min forlovede som havde givet mig billetterne i julegave og jeg må sige at det bestemt var en speciel oplevelse at høre den sammen på denne måde.


Ellie Goulding var helt igennem en fantastisk oplevelse for mig da koncerten indebar både nye musikoplevelser men også glæden ved genkendelsen af sange men allerede er vild med i forvejen. Koncerten var en smuk samhørighed mellem kunstner, smukt lys og stemningen hos publikum. Jeg elskede at man til denne koncert kunne springe rundt men samtidig også nyde den intimitet der var med nogle af hendes kærlighedssange. Jeg håber bestemt ikke det er sidste gang Ellie Goulding kommer til København for hun er helt klart oplevelsen værd.

Ellie Goulding har selv taget lidt billeder af hendes tid i København til hendes Instagram. Du kan se billederne her. 

 


2 kommentarer: