onsdag den 8. august 2012

Sommerlig pastaret


Velkommen tilbage til Kathrines Køkken.

Temaet i denne måned er lette sommerretter. Så hvis ikke vejret er sommerligt, kan man jo altid spise noget sommerligt, og få den gode stemning ind via lugte og smagssansen.
Sidste uge var vi ude i en lille let rejesalat og i denne uge skal vi over i noget med pasta. Ved at læse denne blog vil du nok hurtigt finde ud af, at jeg elsker italiensk mad og især pastaretter. Jeg er vild med den tilgang italienerne har til mad og nydelse, og jeg elsker deres retter, som er enkle, men stadig fulde af smag. Nogle gange prøver jeg mig også frem selv med en lækker frisk pasta, og de ingredienser jeg lige føler for. Faktisk er det sådan de fleste af mine pastaretter er blevet til, også dagens ret.
Jeg havde lidt asparges og et par porrer til overs fra en anden ret. Dertil købte jeg lidt lækker frisk pasta og kreerede denne sommerlige pastaret:

Pasta med asparges og porre (To personer)

Ingredienser: 
1 pakke frisk pasta (200-250 g)
16 asparges
2 porrer
2 håndfulde friskrevet parmesanost

Fremgangsmåde:

Skær bunden af aspargesne, skyl dem og skær dem i små stykker.
Skær top og bund af porrerne, skyl dem og skær dem i skiver.
Steg asparges på en pande i lidt olie til de er lidt bløde. Tilsæt herefter porrer og steg dem med til de er bløde.
Kog pastaen i en gryde med rigeligt vand og lidt salt.
Når pastaen er kogt vendes den med på panden og der drysses med parmesanost.
Server med det samme og evt. med lidt ekstra parmesan drysset over retten.
Velbekomme.

1 kommentar: