fredag den 13. april 2012

Når man fravælger børn

Billedet er venligst lånt herfra - teksten står jeg for :)
Jeg har i den senere tid tænkt over det med børn - personligt har jeg altid gerne ville have børn, også tidligt, men i den senere tid er jeg så begyndt at tænke at jeg egentlig ikke har den store lyst til at få mine egne børn. Jeg kan stadig godt lide børn, men jeg er slet ikke sikker på jeg vil  have mine egne længere. Jeg kan ikke finde ud af om jeg ville have børn fordi jeg oprigtig gerne vil eller om det er fordi normen siger at jeg skal eller om grunden til at jeg ikke vil have børn nu er fordi at det er blevet "moderne" ikke at få børn?

Der er rigtig mange kvinder, der fravælger børn i en ung alder og der er rigtig mange kvinder der siger "Hvis jeg ikke har fået børn inden jeg er X antal år, så vil jeg ikke have dem" og sådan har jeg det egentlig også selv - hvis jeg ikke har fået barn inden jeg bliver 30, altså bare det første, så vil jeg hellere satse på karrieren i New York. Men hvorfor er det at vi kvinder føler at hvis vi ikke har fået børn inden vi bliver x antal år, hvorfor er vi så villige til at fravælge noget som vi reelt set ønsker os?
Er det måske fordi ønsket ikke er så stort igen? Ja, jeg undres lidt.

Men når en kvinde rent faktisk står frem og siger at hun ikke ønsker sig børn, hvorfor er det så vi undrer os over hvorfor hun fravælger det? Hendes krop, hendes valg. Jeg tænker bare på om det er fordi, normen siger at kvinder skal have børn at man bliver lidt .. ja, forarget, er vel det rette ord at bruge i denne sammenhæng. For det slår én ud af kurs at det sidder en kvinde og siger at hun fravælger børn, fordi alle kvinders største ønske da burde være at få et barn ifølge vores norm. Men når éns veninde er gravid sætter man jo heller ikke hende i tredjegradsforhør om hvorfor hun har valgt at få barn, og hvorfor hun har valgt at gøre det lige nu? Find evt. selv på flere spørgsmål, men jeg er sikker på i forstår meningen.
Når man vælger at få børn, så er alle jo (som regel) glade på deres vegne.

Det at en kvinde fravælger børn, synes jeg er interessant og når jeg møder nogle der fravælger dem, vil jeg gerne høre deres historier om hvorfor netop de har valgt ikke at få børn. Jeg synes det er super spændende når kvinder springer udenfor normen. Men hvad mener I? Mener I at man er mindre kvindelig, fordi man fravælger at få børn og er det noget man skal skamme sig over?

13 kommentarer:

  1. Jeg havde selv fravalgt det indtil at jeg sådan set var blevet gravid. I dag vil jeg gerne have flere men tror det er mere fordi jeg gerne vil have følelserne om det igen og fordi min egen vokser så hurtig.
    Dt med alderen er fordijeg vil ikke være en 'gamle' mor. Og frdi chancerne for at noget kan gå galt stiger jo ældre man er.

    Men børn definere ikke hvorvidt man er kvinde eller ej.

    SvarSlet
  2. Jeg har endnu ikke børn, men vil rigtig gerne have og må sige, at det er svært for mig at forestille mig at man som kvinde ikke har lyst til at opleve det. Hvis vi skal være helt nede på jorden så er det jo ikke 'naturligt' (forstået som i biologisk forstand), at vi ikke ønsker at reproducere os. Jeg kender dog flere der har valgt ikke at få børn og dømmer dem ikke for det, men stiller mig meget nysgerrig overfor deres valg, fordi det er så anderledes end noget jeg selv ville vælge.

    SvarSlet
  3. Alt respekt til kvinder der vælger børn fra. Samme til kvinder der vælger mange, kun et eller to. Jeg mener ikke, at der er noget rigtig og forkert her. Der er kun rigtige og forkerte grunde til, at man vælger det ene eller andet. Jeg mener dog det ikke kun er kvindens valg hvis man er gift/i et seriøst forhold. Det skal være en beslutning man er enig om. Igen handler det om respekt for hinanden. Godt Indlæg:) Go' weekend

    http://hvisvindenvender.blogspot.com/

    http://oddparent.blogspot.com/

    SvarSlet
  4. ilhja: Nej det mener jeg jo heller ikke at det gør :)

    Marie: Sådan har jeg det nok også lidt. Det er svært at forstå for mig at det ikke er noget alle kvinder har lyst til at opleve, og derfor er det spændende at høre deres valg.

    M.S.: Respekt til kvinder der træffer de valg der passer til dem :) og Mange tak.

    SvarSlet
  5. Er det ikke altid sådan at andres børn er de sødeste? For dem kan man aflevere igen :) Jeg er 20 og lige så længe jeg kan huske det har jeg ikke villet have børn, men grunden til det er at jeg er den ældste af en flok på 6, så jeg har meget tidligt været den der skulle passe de andre, så jeg har simpelthen fået nok af irriterende små børn, der bare ikke gør som man ber dem om... Dog nu hvor jeg har fået en kæreste og har været sammen med ham i 3 år, ændres min holdning til om jeg vil have børn hele tiden, så vil jeg gerne, og så vil jeg ikke, men sådan noget som at se Friends hvor Rachel får Emma, det kan jeg ikke stå for, men når kærestens fætre på 11 og 15 har været på besøg i et par dage eller 5, så er jeg ved at få spat, og så må de gerne tage hjem NU... Men lige nu skal jeg i hvert fald ikke have nogen børn, det er hverken jeg eller kæresten klar til, og vil da også gerne lige have min uddannelse (som jeg endnu ikke er begyndt på) over stået, og så måske (uden pres) kommer der en dag hvor jeg gerne vil have børn, men det skal være 2, får enebarn bliver altid, ja kan ikke beskrive det, men kender en der er enebarn og mit barn skal ikke blive som hende, men skal heller ikke have 3 for så bliver der nemt et midterbarn, og det skal der heller ikke, og 4 er for mange.
    Alderen er egentlig også lige meget, bare man er klar til at kunne tage sig ordentlig af et lille barn. Og for gammel? Tja, kan man det? Nok bare vores holdning til det, for det er jo ikke normalt! Men så er spørgsmålet bare hvad der er normalt, og har man lyst til at være normal?

    Det blev lige til en længere smøre, men håber I kan bruge det :)

    SvarSlet
  6. Jeg undres så tit over, hvordan nogle mennesker kan leve uden en hund i sit liv!
    Men vi har åbenbart alle forskellige ønsker og behov. Vi tilfører det, der giver os livskvalitet i dette éne liv!
    Kh. den frivillige barnløse :o)

    SvarSlet
  7. Jeg sidder i den situation, at skal tage valget, om jeg vil ha børn eller ej. (jeg er 30 år og han er 36 år)

    Har været sammen med den skønneste mand i et år nu og han har selv 3 børn. Da vi mødte hinanden, spurgte han meget hurtigt om jeg skulle ha børn, til det svarede jeg, det ved jeg ikke. Dette var ærligt, for på da værende tidspunkt havde jeg gået i et par år og sagt til mig selv at hvis jeg ikke mødte ham jeg ville ha børn med, så skulle jeg heller ikke ha børn. Jeg har aldrig haft det sådan, at jeg skal ha børn, har altid været meget i tvivl.
    Vi begyndte at se mere og mere til hinanden og jeg blev præsenteret for børnene, alt var skønt og jeg flyttede hurtigt ind. Og så skete det, alt gik galt, jeg blev sur når han havde børnene, gik med følelsen af at det han havde ville jeg få, og det gjorde mig frustreret. Det endte med at jeg flyttede. Lige pludselig fik jeg følelsen af, at det som han havde med sine børn, det ville jeg også opleve, den kærlighed og omsog man kan give sit barn. For 1 mdr. siden fortalte jeg ham at jeg ville ha et barn, den gik han så og tænkte meget over, men endte desværre med at det kunne han ikke give mig. Så lige nu står jeg i et meget stort dilemma. For jeg elsker ham over alt på jorden, og er ikke i tvivl om at jeg aldrig nogen sinde vil møde en mand der der behandler mig så godt som ham.

    Skal jeg vælge kærligheden sammen med ham, eller vælge det næstbedste og få det barn ?

    (Jeg vil aldrig ha en liv hvor der ikke er børn omkring mig, han har hans 3, i alderen 3 - 14 år, har selv 3 søskende der nok skal få deres.)

    SvarSlet
    Svar
    1. Svært valg. Jeg står i præcis samme situation og aner ikke, hvad jeg skal gøre.

      Slet
  8. Hej.

    Har du fundet ud af hvad du gør?
    Jeg er en mand i samme situation. Ca.

    SvarSlet
  9. Hej

    jeg hedder josefine og er 23 år

    Jeg ønsker ikke at få børn. det er meget enkelt. nogle ønsker at få børn og andre ikke. jeg tror i denne verden skal vi bare accepterer at vi er forskellig fra person til person. der er ikke nogle der ved at jeg har taget denne beslutning, ud over min kæreste.

    selvf. føler jeg mig lidt forkert, fordi jeg netop er en kvinde og burde drømme om børn. men lysten og tanken er der ikke.
    børn er søde og skønne. ville ønske jeg havde det på samme måde som alle andre. men jeg ønsker ikke at få børn. men jeg har mange andre ønsker. :)

    Det burde bare være normal at sige, jeg vil ikke have børn. og så kan folk spørger.

    med ved inderst inde, så snart min familie og svingerfamilie og venner får det at vide, vil de nok synes det er lidt underlig, de vil acceptere det men stadig synes jeg er en mærkelig kvinde.
    men sådan er livet :)

    SvarSlet
  10. Børn er et vigtigt valg, og et svært et af slagsen, hvis du føler dig påvirket af normerne eller partnerens ønske om at få eller ikke få (flere) børn. Det handler om, at finde ud af hvad du selv har behov for. Ikke hvad normerne dikterer. Børn skal sættes i verden af folk, der har lyst til at få dem. Jeg tror, og håber, ikke at livet uden børn bliver noget folk vælger for at være moderne. Det er valget for alvorligt til. Vi må hver især gøre os overvejelser om, hvorfor vi vil have børn eller ikke have børn, så vi tager et bevidst og velovervejet valg.

    Vores sociale normer sætter lighedstegn mellem kvindelighed og moderskab for kvinder i den fødedygtige alder. Men hører begreberne også tæt sammen i din egen verden? Det gør de ikke hos mig.

    @Marie: Der er undersøgelser, der viser at folk ikke får børn pga. et biologisk instinkt, men af sociale og følelsesmæssige årsager. I 2013 er børn ikke en forudsætning for at have nogen til at passe dig, når du bliver gammel. Dejligt, at du er nysgerrig med hensyn til hvorfor folk uden børn har taget dette livsvalg.

    SvarSlet
  11. Jeg har ikke børn.

    Ser ikke mig selv som jeg har fravalgt børn, jeg har bare aldrig valgt dem til.

    Det har ikke hindret min omverden i konstant at spørge til mit valg - og gøre mig opmærksom på at jeg måtte/skulle/burde vælge (allerhelst vælge om). Til min store undren, for der var ingen, som stillede spørgsmål til deres tilvalg af børn.

    Mange har troet, at jeg ikke kan lide børn - alle mine venner har børn, så jeg har den perfekte mulighed for at være sammen med alle størrelse fra 0 år og opefter. Og jeg nyder dem. Men det ændrer ikke ved min holdning ... eller mit valg.

    Andre har troet, at det var fordi jeg havde svært ved at blive gravid. Sådan hænger det heller ikke sammen.

    Ligegyldigt hvordan vi har mødtes - på cafe, til middagsselskab, på messer - har mit valg været til åben (og højlydt) diskussion. I starten var jeg helt oppe og ringe over folks mangel på respekt, nu trækker jeg på skulderen: jeg blander mig ikke i deres valg og kan fint overhøre ethvert argument, for jeg tror, jeg har været igennem dem alle (prøvede engang at sidde fast med tre kvinder og deres mænd, der forklarede mig i munden på hinanden om hvor ensom jeg ville blive, når jeg blev ældre: hvordan jeg kunne blive gravid kunstig (min kære mand sad inden for hørevidde, så det blev hviskende forklaret. Til mig alene. Min kære mand blev aldrig inddraget i samtalen) og fik tilbuddet om at få tilsendt brochure på adoption).

    Det virker på mig, som alle andre søger en forklaring: Jeg har en job, jeg elsker - "nåå, det er derfor, du er gift med dit arbejde". Nej, jeg er gift med min mand, jeg er glad for mit job.
    "Det er måske din mand ikke kan?". Nej, vi har begge bare ikke valg børn til.

    Der er ingen forklaring - der er ingen særlig grund - jeg har bare ikke valgt børn til.

    SvarSlet