![]() |
| Billedet er lånt her |
Jeg startede
allerede min første blog, da jeg var 15 år gammel, hvor det bestemt ikke var så
normalt at blogge, som det er nu. Min interesse for blogging rækker derfor
langt tilbage, og da jeg oprettede min nuværende blog i 2009, stod følgende spørgsmål
stadig ubesvaret i mit hoved: Hvorfor blogger man overhovedet? Hvad er det lige
præcis, der får så mange mennesker til at sætte sig ned og udlevere sig selv på
internettet og samtidig tro, at andre gider læse om dem? Selv da min nuværende
blog var et par år gammel, kunne jeg stadig ikke besvare det – derfor satte jeg
mig for at undersøge det.
Generelt ser man
i dag en dannelse af identiteten, der rækker længere uden for hjemmets fire vægge
end tidligere. Som et ekstremt eksempel herpå kan nævnes reality-tv, hvor hele
landet inviteres til at kigge med i de daglige begivenheder. Men langt mere
udbredt for den almindelige dansker er brugen af internettet til at iscenesætte
sig selv over for en stor og samtidig ukendt mængde af andre individer og
modtage deres respons på sin livsførelse.
Denne udbredte
lyst til at fortælle om sig selv til folk, man ofte ikke engang kender, bliver
ofte anskuet som værende et narcissistisk træk, og dermed en form for lidelse.
Disse træk behøver imidlertid ikke være så negative og sygelige endda. Faktisk
har en psykolog ved navn Lars Lundmann Jensen defineret sådanne behov for at
udstille sig selv som en normal tendens i vores samfundstype. Fordi samfundet
ikke rummer så mange traditioner som tidligere, og langt flere valg er op til
den enkelte person at træffe, kan der let opstå en form for orienteringsløshed.
Dette gør, at individet er afhængig af andre personers meninger og bekræftelse
af sine valg, hvilket udgør kernen i Lundmann Jensens teori. Individets bekræftelsessøgende
tendenser giver ved deres opfyldelse vedkommende en følelse af meningsfuldhed,
hvorfor det er naturligt, at der higes efter dette. Netop fordi andre menneskers
liv stilles til skue gennem medierne, er der pludselig mange andre tilværelser
at sammenligne sin egen med, og forvirringen over de valg, der skal træffes,
vokser. Samtidig giver medierne dog også individet en ny platform for sin søgen
efter anerkendelse, da det er muligt at udstille sig selv og modtage andres
kommentarer præcis på de punkter, hvor man har brug for det.
Det er netop
denne anerkendelse, der bliver et af omdrejningspunkterne for mit oplæg til
Spring Ud 2012. Derudover vil jeg tale om, hvilke strategier der bruges, når
bloggeren iscenesætter sig selv online, og hvordan dennes fortælling opbygges.
Har du selv en idé om, hvorfor du blogger, eller er du nysgerrig efter
motivationen, lige som jeg var, er det en god grund til at møde op.
Tekst af Bitten Tordrup - du kan høre meget mere om emnet til 'Spring Ud 2012' - Hvor Bitten kommer og holder oplæg om lige præcis dette emne. Hvorfor vi blogger.

Øv kan ikke den dag :( Det lyder ellers vildt interessant :) Og det var faktisk lidt det min AT eksamen i 2011 var bygget op omkring, så kunne have været sjovt at være med til :)
SvarSletDet var en skam. Det lyder ellers som en spændende eksamensopgave
SvarSletDet var det skam også ;) Emnet var selviscenesættelse, så blogging var jo oplagt ;)
SvarSletJeg er enig i, at det lyder spændende - ærgerligt, at du ikke kan komme, kunne godt tænke mig at høre nærmere om din opgave :)
SvarSlet