mandag den 23. april 2012

Anmeldelse: Jeg mig fuck dig

-En ungdomsforestilling om at drukne i pres.



Som jeg før har givet udtryk for, er jeg enormt glad for det forholdsvis lille "Teater Grob" på Nørrebrogade. Deres forestillinger er ofte lidt skæve forvridninger af hverdagssituationer vi alle kender til, med karakterer og følelser man let kan identificere sig med. Derfor var jeg også meget forventningsfuld og spændt, da jeg skulle ind og se deres nyeste skud på stammen "Jeg mig fuck dig". Bag forestillingen står den prisvindende instruktør Kamilla Wargo Brekling, som er kendt for at tematisere det moderne menneskes liv og problemstillinger, med en snært at ironi og humor, hvilket denne forestilling også lever op til.
Kort fortalt handler stykket om tre unges kamp og stræben efter at komme med til et svømmestævne i Italien, hvor de har muligheden for at kvalificere sig til EM. Deres liv er centreret om svømmeklubben, hvor de lever og ånder - som fisk- i vandet. Dog har de hver især meget forskellige liv udenfor svømmeklubben og de fælles ambitioner. Men hurtigt handler det mere om at holde hovedet over vandoverfladen, for ikke at drukne i forventninger og usikkerhed. For det er ikke altid lige nemt at være teenager, hvor identitetskriser, jalousi, længsel, svigt og pres fra omverdenen hurtigt kan tage overhånd og resultere i frygten for ikke at lykkes.
Tre hvide bokse er scenens eneste rekvisitter, der flyttes rundt for at illustrere sceneskift. Simpliciteten er den perfekte ramme og gør sammen med dryp, vandplask og lyssætning svømmehalsoplevelsen overbevisende og ren. Du bliver fuldstændig revet med af de tre unges yderst overbevisende svømmetag og -spjæt, men specielt en scene har printet sig fast på nethinden: en slowmotion-sekvens, hvor de tre svømmer, som gjaldt det liv eller død, er fantastisk effektfuld og smukt udøvet. Generelt bærer effekterne en stor del af stykkets evne til at suge dig ind i teenagernes udfordrende univers.
Skuespillet er ikke til at sætte en finger på, de spiller yderst overbevisende og deres skift mellem rollerne fra teenagere til forældre, lærere og trænere udføres med en præcis timing.
Alt i alt er "Jeg mig fuck dig" rigtig god underholdning og en god skildring af unges identitetsproblemer om ambitioner og selvværd, så jeg vil bestemt anbefale alle at hive en aften ud af kalenderen for at gå ind og se den:)

"Jeg mig fuck dig" spiller frem til fredag d 27 april og du kan læse mere om stykket på Teater Grobs hjemmeside her.

Eller gå direkte til at købe billetter her.




1 kommentar: