onsdag den 14. marts 2012

Kvinder, forældre og Blachmænd



Som X-factor (smags) dommer og nyindsat guru på forældre- og opdragelsesområdet, er Thomas Blachman i øjeblikket en af de mest markante, mandlige personligheder i den danske offentlighed.

Blachman er jazzmusiker, komponist og producer  og hans viden og forstand på musikken kan man nok være uenig i, men den kan næppe umyndiggøres. Manden ved nok hvad han taler om, ellers sad han ikke hver fredag, i bedste sendetid og fyldte tv-skærmen i de fleste hjem i det ganske danske land. 

Jeg forventer et ramaskrig når jeg nu fortsætter med ordene: jeg er fascineret af manden.
Ikke pga. Issen, armbevægelserne eller de moderigtige, blå jakkesæt klædende en efterhånden middelaldrende mand, men fordi jeg mener at han har ret.
I hans lange prædikener omkring musik, ret og uret, etik og moral og liv og død  er der altid en rød tråd og et gennemgående, dominerende budskab: 


Sørg nu for at tænke før i taler, hold op med at fylde jeres børn med slik når de kun fortjener en rugbrødsmad og lad nu være med at lade dem tilmelde sig et talentprogram når de ikke har talent! Beskyt dem i stedet og hjælp dem til at "pursuite" det de er gode til fremfor noget de aldrig opnår!
Forældre roser deres små unger når de tegner tegning på tegning af absolut ingenting og de kalder deres små piger for skøjteprinsesser på trods af at tøserne reelt set kun har stået på skøjterne i 5% af tiden på skøjtebanen og brugt resten af tiden på at ligge og rode rundt med ansigtet nede i isen. 
Selvfølgelig skal børn roses og de skal elskes til skyerne, så de aldrig kan være i tvivl om hvor de hører hjemme og hvor tryghed, smil og hjertevarme er at finde. 
Jeg roser da også min egen lille dreng MANGE gange om dagen. Jeg roser ham for at forstå at han skal gå ud til sin far med sine 11-taller på overlæben og jeg roser ham når han selv kan rejse sig op efter at han er snublet over et dørtrin. Men en dag stopper jeg med at rose ham for de ting, og forventer at han med tiden har fundet balancen og lært at tørre næsen selv. Der er en grænse for hvad børn skal roses for og opildnes til, og Blachman hjælper med at tegne denne grænse op og gøre den klar og tydelig. En skønne dag er de små børn blevet for gamle til forældrenes beskyttelse og skal i stedet forberedes på den barske virkelighed der venter forude omkring de 18 år.

En mand med magt
Ovenstående er hårde ord og barske holdninger. De fremsættes af en mand der formår at råbe højere end 10.000 mand tilsammen. Om man vil det eller ej, er Blachman en mægtig mand med autoriteten i behold. Mange er af princip uenige i alt hvad han siger,  fordi han er provokerende, grænseoverskridende og fandenivoldsk. 
Og så er der de kvinder, der ligesom jeg ( jeg håber ikke jeg er den eneste) pludselig glemmer at manden er skaldet, bleg og gammel og i stedet blivet tiltrukket af hans Blachmans-hed.
Det er nok en noget voldsom sammenligning, men kvinder har vist sig at kunne tiltrækkes af selv de værste personligheder; Hitler og Peter Lundin havde og har uendeligt mange kvindelige tilbedere.
Hvad er det der gør at vi tiltrækkes af mænd med magt og autoritet? Mænd med stærke holdninger og markante roller såsom politikere, politimænd, direktører og I nogle tilfælde HA rockere og mordere? Er det en tendens der stammer fra vores forfædre hvor manden førte "ordet" eller køllen og kvinden fulgte efter med et barn hængende fra hvert behårede bryst? Er det tryghed ved tanken om at denne mand er i stand til at forsvare hjem og børn med retorik eller knytnæver ? Eller er det blot fordi det er spændende? Hvad siger i?
For mit vedkommende er det nok lidt af hvert. 


Ingen lagengymnastik, blot kærlighed for retorikken
Jeg vil understrege at jeg ikke ønsker at dykke ned under lagnerne med Thomas Blachman, som i øvrigt også er både gift og har børn, men at mit intellektuelle jeg bliver stimuleret ( og underholdt) af de dybt retoriske og farverige taler han formår at holde på meget kort tid.  
Det er nok her, at mit kommunikative jeg kommer ind i billedet, da min fascination af mandens ordvalg, rytme, metaforer og massive budskab rammer mig som en Range Rover rammer en betonmur.

Blachman sætter en finger på, tænder af og forarger hver fredag aften mødre og forældre landet over. Og selvom alle disse chokerede forældre sidder derhjemme og har kæben hængende nede ved sokkeholderne af forargelse og ryster kronisk på hovedet ved synet af den blanke isse, så vil mange af disse forældre krybe til korset hvis de I retten under ed og guds åsyn, blev spurgt om ikke også de mente at Laura på 16 eller Mikkel på 17 år* som hverken har en tone I livet eller en rytme i kroppen, burde finde sig en anden levevej.


Derfor....
Spar jeres unger for ydmygelsen, de behøver ikke lære alting ved at vælte med ansigtet og  nyerhvervede mælketænder ned i et betongulv. Som Blachman vist engang sagde, er det forældrenes pligt at hjælpe børnene med at finde deres vej, så undgår de at ydmyge sig selv på landsdækkende TV, fordi mor og far har bildt dem ind, at de ligesom med tegningerne og skøjterne har en stemme i verdensklasse.

Så for at vende tilbage til udgangspunktet, så er jeg både som mor, forældre og kvinde fascineret af Blachman. Dynamik i debatten omkring forældreskabets ansvarlighed har brug for mænd som Blachman, kvinder har brug for mænd som Blachman og den danske underholdningsscene tager ikke skade af at blive sat på spidsen, af mænd som Blachman. Flere Blachmænd på banen! 


*Laura og Mikkel er fiktive navne og dækker ikke over virkelige personer, men nærmere over en tendens. 

Billede anvendt med tilladelse fra Ambro. 

6 kommentarer:

  1. Jeg er stor tilhænger af mange af Blachmans synspunkter. Jeg kan forholde mig til hans måde at associere på og de metaforiske billeder han opstiller er lige i skabet. Jeg kan godt forstå at mange bliver stødt over ham, men det bekræfter blot netop hans udtalelser om, at vores samfund er fastgroet i nogle mønstre, man med rette bør kigge på og tage stilling til. Det handler ikke blot om musik, men generelt om vores måde at leve på.

    SvarSlet
  2. Nu ser jeg ikke rigtig x-factor eller har hørt hvordan Blachman taler og kun lidt om hvad.

    Men jeg er meget enig i selve artiklen, især det med at rose.

    SvarSlet
  3. Hej piger ( Marie & Ilhja)
    Det er præcis min pointe. Vi kan alle have godt af at blive rusket lidt rundt i vores faste rammer og måske også få øjnene op for at alternative løsninger er tilstede og faktisk endda kan være nødvendige for at vi lære at begå os bedre i vores samfund, end vi i forvejen gør. Blachman siger alt det højt, som vi andre tænker og det synes jeg er værd at bemærke og fremhæve.

    SvarSlet
  4. Jeg ser heller ikke rigtig X Factor eller har børn; jeg ved bare at (mange) forældre har en tendens til at fortælle deres børn at de kan alt - og det kan man også i en hvis grad, men ikke alle kan blive skuespillere eller sangere og hvorfor bliver forældre så ved med at opfordre deres børn til at deltage i sådanne shows?

    SvarSlet
  5. Det er min opfattelse at rigtig mange forældre ønsker at deres børn skal vide at verden ligger klar for deres fødder, og venter kun på at blive udforsket og erobret af de her små glade væsner. Problemet er, at når alt kommer til alt, så kan ingen af os få 13 (12) i alting og der er umuligt at være verdensklasse, i alle kategorier. Når forældrene en dag skal fortælle deres børn at de ikke kan ALTING i hele verden, så betyder det også at de skal indtage en rolle, som ikke er sjov. Man skal et eller andet sted slukke det lys der brænder inde i ens lille søn eller datter, når de ønsker at blive den nye Justin Bieber eller Hannah Montana. En dag finder børnene jo selv ud af hvad det betyder at være realistisk- men de skal jo aldrig glemme at drømme, når nu drømmende oftest er grundlag for alt hvad vi opnår i livet. Balancen mellem at slukke for børnenes drømme og samtidig motivere dem til at følge de evner og talenter de har, er rigtig svær. Det handler nok i sidste ende bare om at forsøge at sætte bander op, så de ikke ryger ud i den forkerte kørebane og så håbe på at de selv lærer at vurdere hvad de kan og ikke kan og ender ud som vindere fremfor tabere. OG det er bestemt vigtigt at sætte en bande op, inden ens 16 årige datter gør sig til grin på direkte tv.!

    SvarSlet
  6. I forhold til X faktor forstår jeg slet ikke at det er tilladt at deltage før man er 18. Meget få af børnestjernerne kan fastholde et publikum i mere end et år eller to (ikke at det ikke også er sådan for mange af de andre sangere der bliver 'spyttet ud' fra talentshowsamlebåndet), og de ved ikke rigtig hvad det vil sige at være en 'stjerne'. Reelt set har Danmark bare ikke plads til så mange kendte mennesker. Vi er et lille land og chancen for at blive internationalt kendt LadyGaga stjerne via et talentshow er vidst ikke meget større end chancen for at vinde i Lotto.

    SvarSlet