mandag den 27. februar 2012

Pilates - vejen til en strammere krop


Jeg stiftede første gang bekendtskab med pilates i en artikel i Alt For Damerne for snart et par år siden. Min første tanke var "Hvad er det nu for en smart træningsform, det er sikkert bare en døgnflue." Alligevel gjorde min nysgerrighed at jeg selv måtte prøve det, for man kan jo egentlig ikke have en holdning til noget man ikke har prøvet vel? Og ja, jeg må erkende at jeg selv er blevet vild med denne træningsform og har måttet erkende at det da ikke bare var en døgnflue, da det har bredt sig ud til hele landet og jeg hører flere og flere snakke om hvordan de elsker deres små afbræk i hverdagen med pilates.

Pilates er et træningssystem, som styrker og smidiggør hele din krop på en gang, så du får slanke, lange muskler. I stedet for normal styrketræning, hvor muskelgrupperne trænes isoleret, så trænes hele kroppen på en gang og skaber balance i din krop, som du kan bruge i din dagligdag. Du bruger dine inderste mavemuskler og rygmuskler gennem alle øvelserne, hvilket resulterer i en bedre kropsholdning, bedre kropskontrol og en fornemmelse af styrke indefra. Det er ikke en træningsform hvor du får pulsen op og hopper rundt i en træningssal, men i stedet styrkende øvelser, hvor der lægges vægt på åndedrættet, bækkenbunden og lange seje træk. Måske tænker du det lyder lidt kedeligt, men jeg kan love dig for at man kan mærke det i kroppen efterfølgende - samtidig med at du hurtigt kan se en markant opstrammet krop (der er jo en grund til at Hollywoodstjerner som Madonna, Gwyneth Paltrow og Sarah Jessica Parker tyr til denne træningsform!)

Men ja alt i alt synes jeg det er en fantastisk rar måde at træne på, fordi du føler velvære samtidig med du får en fladere mave og talje og tonede lår og numse (det tror jeg står højt på mange pigers ønskeliste). Jeg er ikke typen der synes det er sjovt at stå i et fitnesscenter og løfte håndvægte, mens sveden pibler ned fra panden og netop derfor er Pilates et perfekt alternativ.  ALLE kan træne pilates uanset form, alder, skavanker og kondition, da øvelserne foregår med kroppens egen vægt som belastning, samtidig med at der fokuseres på krop og sjæl. Der er efterhånden også opstået forskellige grene indenfor Pilates, såsom power pilates, pulsing pilates og piloxing (blanding af pilates og boksning), som alle er mere specifikke i forhold til individuelle ønsker.

Jeg ved de fleste træningscentre rundt om i landet kører med pilateshold, så hvis du overvejer at prøve det, er der ikke andet at sige end - hop ud i det!

Billede anvendt med tilladelse fra Photostock

2 kommentarer: