mandag den 20. februar 2012

New York - The Big Apple, part 1



New York City, Det Store Æble, byen som aldrig sover. New York er forståeligt nok en by med mange kælenavne, et cosmos af mangfoldighed, drømme og uanede muligheder. Jeg forelskede mig hovedkuls i byen, da jeg var så heldig at bo derovre i et halvt år sidste år. Det var en fantastisk oplevelse og jeg savner meget at gå rundt i gaderne og se på folk, butikker, gallerier, parker, markeder mm. Der var aldrig to dage der lignede hinanden, netop fordi byen rummer så mange muligheder og der altid er noget nyt at se/opleve. Jeg vil dele nogle af mine ynglingssteder med Jer, for det kan godt være uoverskueligt hvor man skal starte henne med alt det byen har at tilbyde. Samtidig kender jeg til nogle steder, som måske ikke er med i politikkens "Rejsen går til", men som jeg mener er et besøg værd!
I må også meget gerne skrive en kommentar, hvis I har spørgsmål eller interesse i at vide noget bestemt, så vil jeg forsøge at svare så godt jeg kan.

Jeg er selv helt vild med markeder, lige fra loppemarkeder til grøntmarkeder, og New York byder på nogle rigtig gode af slagsen.

Er man til lækre økologiske grøntsager, friskbagt brød, delikatesser som oste, vine, friske skaldyr, pestoer, kager mm, så er Farmers Market på Union Square bestemt et besøg værd! Hver lørdag tager landmændende og andre producenter af specialiteter turen ind til centrum for at sælge ud af deres lækre, friske, saftige og smagsfulde delikatesser. Jeg brugte stort set hver lørdag på at ose rundt mellem boderne, smage lidt smagsprøver, købe lidt ind af hvad jeg nu blev fristet af på dagen og bare indsnuse den dejlige atmosfære der hersker på denne skønne markedsplads. Utroligt nok så ligger priserne ikke engang højere end supermarkedernes, men til gengæld får du økologi for alle pengene. Tag forbi og nyd en lækker friskpresset juice og hjemmebagt bagel til morgenmad, mens du går rundt blandt de lokale handlende, det kan klart anbefales!

Union Square Farmer Market

Er du til loppefund, antikke smykker, prutten om prisen, så er de to store ugentlige loppemarkeder lige sagen! "Du har ikke oplevet et rigtigt loppemarked, før du har prøvet disse", sagde en amerikansk dame til mig - og jeg må erkende hun har ret. Markederne, som afholdes hver lørdag og søndag, er fulde af lækre antikviteter, smykker, pelse, træsnittede møbler, gamle blade/billeder etc. og forskellen fra et dansk loppemarked er, at det er betydeligt billigere samtidig med varerne generelt er i bedre stand end vi kender herhjemmefra. Jeg brugte mange weekender på at lede efter de helt rigtige vintage kjoler, pelse, billeder og smykker og er kommet hjem med nogle virkeligt lækre ting. Her kan du gøre en god handel og komme hjem med unika-fund, som vil være et evigt minde fra din New York ferie.

Hell's Kitchen Flea market, W 39th street, 9th Avenue.
The Garage Flea Market (ligger i en garage), W 112 25th street, 6-7th Avenue.

1 kommentar: