tirsdag den 21. februar 2012

Gæsteblog: Der er gået helt tekstil i den

Èn gang om ugen giver vi ordet til dig. Du kan skrive om lige hvad du vil.
Send os f.eks. din seneste kreative kreation eller en anmeldelse af din yndlingsgadget. Læs mere her

I denne uge har vi givet ordet til Rikke der ejer den engelsksprogede blog Enartkunst.dk


Der er gået helt tekstil i den…

Jeg plejer jo ellers at lave mine billeder til print på papir, og i enkelte tilfælde til lærred (men det sidste synes jeg nu er lidt for meget wanna be maleri). Ind i mellem maler jeg også, men det er en disciplin der prikker til mit temperament. Jeg kan blive så edderspændt rasende og utålmodig i maleprocessen. Formentlig fordi jeg ikke mestrer den ordentligt og ikke har den der ”fornemmelse for maling” som man nok skal have for at kunne gennemskue processen.

Det er bag min computer med Photoshop jeg føler mig som en mester, for her kan jeg gennemskue hele arbejdsprocessen, her tør jeg eksperimenterer, her kan jeg vende og dreje detaljer, skrue op og ned for farverne, smide ud og lægge til. Og tålmodigheden er en helt anden. Måske netop fordi jeg føler jeg har styr over situationen og fordi jeg kan gennemskue processen.

Men nu er der altså gået tekstil i den…


I en kunsthåndværks butik i Kolding så jeg de lækreste puder, syet i stof med det fedeste tryk. Kunst overført til stof og sidenhen transformeret til puder, wauuu. Pris 599 kr.

Den eneste logiske tanke i den sammenhæng var, sådan nogle må jeg da selv kunne lave. Altså puder med min kunst på. Jeg vidste jo at jeg kunne lave motiverne, den del af processen adskiller sig jo ikke fra når jeg laver billeder til print. Men jeg vidste bare ikke hvor jeg kunne få trykt stoffet henne. Uden at jeg nødvendigvis behøvede at bestille en hel rulle stof med det samme billede gentaget i en uendelighed.

Efter en del søgning på nettet fandt jeg Spoonflower.com som kunne levere lige det jeg havde behov for.

Det første stykke stof blev bestilt, med motiver til 6 puder. Og så var det jo ude af mine hænder og jeg kunne gå og vente og vente på at få stoffet i hånden, jeg anede jo ikke hvordan det ville tage sig ud,  om stoffet var en ordentlig kvalitet og om farverne holdt og om trykket var som jeg synes det skulle være. Og så kom det, og var bare så flot at jeg var helt rund på gulvet. Så skulle der syes og heldigvis har jeg en søster der kan det der og som lige kunne hjælpe mig med at designe bagsiden og lige kunne låne mig en overlocker så de blev gennemførte.



6 stk puder blev syet og solgt før jeg rigtigt nåede at lære dem at kende.

Den eneste logiske tanke herefter var. Der skal laves nye designs og bestilles nyt stof og syes nye puder. Og således er jeg lige blevet færdig med 12 nye puder. Hvoraf de 2 allerede er flyttet hjemmefra.

 - Rikke

1 kommentar: