mandag den 3. oktober 2011

Madmesse i Ridehuset, Århus


I går tog jeg Kæresten i hånden og besøgte Ridehuset i Århus for at smage på dejlige, danske lækkerier.
MAD (Mit autentiske Danmark) messen havde i år besøg af omkring 30 forskellige virksomheder, der tilbød lækre smagsprøver, madinspiration og en hyggelig snak om gode kvalitetsprodukter.



Foran madmessen stod en udstoppet ged og kiggede ind, og det var da også gedekød og gedeost der fyldte mest på messen.
Formålet for mig på messen, var at tjekke nogle forskellige lokale produkter ud i forhold til vores bryllup næste sommer. Samtidig var der to helt specielle stande jeg glædede mig til at besøge: Aarstiderne og Wintercoat.



Aarstiderne tilbyder økologiske kasser med grøntsager bragt lige til døren, noget jeg længe gerne har villet genbestille efter at have holdt flere års pause, og i dag var jo en perfekt mulighed for det, eftersom jeg fik et messetilbud der inkluderede en gratis kogebog. Perfekt! Vi bestilte en mixkasse til levering hver anden uge. Mixkassen indeholder både frugt og grøntsager og koster 208kr pr. kasse. Sidst jeg var medlem af Aarstiderne var ordningen noget ufleksibel, men det er heldigvis lavet om, så man nu online kan skifte mellem kasserne, afbestille, holde 'ferie' i sit abonnement osv. Desuden er der kommet en masse nye spændende kasser. Kæresten var meget interesseret i 'dogmekassen' der tilbyder "hardcore, danske grøntsager der følger sæsonen", som kvinden vi talte med på messen udtrykte det. Den må vi også prøve.

Wintercoat er et lille bryggeri der ligger fem minutters gang fra hvor vi bor. Vi har mange gange talt om at, vi ville besøge det, men har aldrig fået det gjort. Kæresten stillede sig derfor tålmodigt i kø og smagte på alle de øl de havde medbragt på fad. Jeg selv smagte kun på enkelte af øllene, men fandt en favorit, som jeg var så vild med, at vi måtte have den med hjem: Øllen hedder Bitches Brew med følgende beskrivelse: "
Denne øl er inspireret af jazz, og opkadt efter en Miles Davis plade fra 1969. Vi har selv hentet gær i Belgien til denne øl, som er en lys, stærk fransk/belgisk ale brygget med hvede. Denne gyldne ale er fyldig og blidt krydret. Den bør drikkes ved 5-7 grader C. En dejlig perlende øl til fisk, fjerkræ og lyse kødretter - eller til en svalende, ren nydelse alene."

Der var enkelte konkurrencer på messen: Madmagasinet 'Mad og Venner' havde en konkurrence, hvor man skulle gætte antallet af æbler i en glasvase.


Sma'd kassen var den fedeste stand på messen, selvom den var rettet mod børn.
De havde en konkurrence, hvor de havde puttet forskellige grøntsager i lukkede beholdere og man skulle så lugte sig frem til hvad der var i beholderen. Virkeligt interessant at få testet sin lugtesans på den måde.
Ved siden af, havde de opsat forskellige råvarer efter de forskellige smagskategorier: surt/sødt/salt/umami osv.

Det er både en fordel og ulempe at tage til messe i Ridehuset, da stedet ikke er så stort. For kun 50kr pr. person, var der dog fint med underholdning - det tog os ca. 1½ time at spise os vej gennem lækkerierne.
Se Ridehusets fremtidige arrangementer her



Propfyldte med gedekød, ost, øl og summerbirdlækkerier, med papirsposer fyldt med visitkort og nye abbonementer (ups ;-) ) takkede vi af og tog ud i det gode sommervejr.

Læs mere om MAD messen her

2 kommentarer: