mandag den 19. september 2016

Hvad bruger du egentlig din tid på?

I en hverdag, hvor tingene går stærkt, og du ofte står tilbage med en følelse af at være håbløst bagud, kan det være en rigtig god ide, at finde ud af, hvad du egentlig bruger din tid til.

For sandheden er, at du har tid nok. Det handler om, hvad du bruger den på.

Og så handler det om prioritet.



Oplever du, at din tid flyver af sted, at du bliver fortravlet og måske endda stresset, så er der behov for at du kigger på din tid med kritiske øjne.

Vi har alle 24 timer til rådighed i et døgn. Det er 1440 minutter. Det er immervæk en del.

Men alt for mange oplever, at der ikke er tid nok. At de gerne vil have flere timer i døgnet, selv om det selvfølgelig ikke lader sig gøre. 

Derfor skal du bruge dine timer på bedste vis.

Hvis dit døgn ikke er langt nok – dvs når du ikke kan nå alle de ting, du gerne vil på dine 24 timer, så skyldes det faktisk kun 2 ting: Du vil for meget, og du prioriterer forkert.

Derfor skal du være restriktiv med hvad du vælger til, og du skal prioritere benhårdt hvad der er vigtigst for dig.

Det lyder måske simpelt, men hver eneste dag er der i Danmark 35.000 mennesker, der melder sig syge med stress. Så det er i virkeligheden slet ikke let at vælge.

Men du kan lære det. Og det første du skal gøre, er at få et overblik over, hvad du egentlig bruger din tid til.

Mange bliver forskrækkede over denne øvelse, for ofte viser det sig, at vi bruger tid på en masse andet end det, vi lige går og tror. 

Og du skal være ærlig med øvelsen.

Hvis du faktiske bruger 2 timer på Facebook hver dag, men ikke har tid til at lege med dine børn, så er der fx plads til forandring på det punkt.



Du skal finde et stykke papir og inddele det i 24 felter. 

Hvert felt repræsenterer 1 time. Du skal nu sætte tid på hvert felt. Felt 1 er eksempelvis tidsrummet kl. 24-01, felt nr. 2 er så tidsrummet kl. 01-02 osv.

For hver time i døgnet, skriver du hvad du faktisk laver i denne tid. Udfyld skemaet over en uge eller to, og sæt dig så ned og kig på dine noter. Tegner der sig et billede?

Bruger du tiden som du gerne vil? Kan du bruge den anderledes? Mere optimalt? 

Kan du se, at der er timer du faktisk kan bruge bedre? Fx er 2 timers Facebook hver aften lig med 14 timer om ugen.

Dem kunne du måske bruge til at besøge din familie eller dine venner, som du sjældent ser fordi tiden ikke er tid det.

Vær oprigtig, og se på dit tidsforbrug med kritiske øjne. Opvej dine noter fra skemaet med det du synes du aldrig når. Skift ud hvis du ønsker det.

Måske oplever du, at du har så mange ting, du skal nå, at skemaet slet ikke har timer nok.

Det resulterer i, at du skriver en hel masse ting og opgaver ind i hver time i skemaet. Men vi kan ikke 100 ting på én gang. Det er ikke realistisk.

Derfor må du vælge. 

Udvælg med omhu hvilke ting du så skal sige farvel til. For nogen gange er det at vælge til, også at vælge fra.

Du har 24 timer i døgnet. Brug dem så hensigtsmæssigt som muligt på det, der giver dig glæde og på det, der giver mening for dig.

Brug dem på det, der betyder mest for dig. Og vælg de andre ting fra.  

torsdag den 15. september 2016

Magi forbudt for børn: anmeldelse af The Magicians


Da jeg skulle til at begynde på The Magicians var jeg spændt og havde forholdsvis høje forventninger til serien, hvorfor den også fik plads på listen over sommerens spændende serie-premierer. Fra jeg læste om den første gang, var jeg nemlig slet ikke i tvivl om, at her var god chance for en serie som jeg ville æde råt – hvis den vel at mærke havde et velskrevet manuskript, der er alfa og omega for genren. Ellers havner serien nemlig let i kikset-og-ubevidst-morsom-afdelingen, hvor The Shannara Chronicles var lige ved at finde plads. Men hvor endte det så med The Magicians? Jeg har set første sæson, der er tilgængelig på HBO Nordic.




mandag den 29. august 2016

En Arkitektonisk Tidslomme - Søstrene Grene style



Hej bolig-entusiaster!

Søstrene Grenes nye efterårskollektion Arkitektonisk Tidslomme kan købes i butikkerne fra d. 8. September, og kataloget er netop kommet på gaden!

Hvis I ikke allerede har fået fingrene i et fysisk eksemplar - jeg har det personligt med at hamstre ethvert butiks-katalog, jeg finder, og opbevare i min magasinholder fra Muuto :P -  kan man også finde der herinde!

fredag den 12. august 2016

Inspiration til madpakken

Ferien er slut for mange og hverdagen venter igen. Det samme gør madpakken som for de fleste af os består af noget hurtigt i form af en flad rugbrødsmad der ofte ikke er så inspirerende.


onsdag den 10. august 2016

DIY URTEPOTTER & OPBEVARING

Sommerens regnfulde og grå dage giver masse af tid til DIY projekter. Med et par enkle og nemme trin kan du lave sjove og farverige urtepotter og opbevaringskrukker af tomme flasker.